Forargelse i Aars: Rawplugs, stikdåser og julelys på kunstværk

Selv om Aars Handelsstandsforening har tilladelserne i orden, er det langt fra alle, der synes, det er en god idé med julelys på Per Kirkebys kunstværk Muren.

Tanken var måske god nok, og tilladelserne er også i orden - men Aars Handelsstandsforening nyeste indfald med julepynt i byen har vakt vrede.

På Kimbrertorvet i Aars har den lokale handelsstandsforening sat 600 meter julelys på Per Kirkebys kunstværk Muren. Vel og mærket med rawplugs, ledninger og faste stikdåser.

Og det har skabt forargelse hos både politikere og kunstkendere i Aars.

- Vi kan heller ikke sætte Rudolfs røde tud på Den Lille Havfrue eller give Mona Lisa grøn læbestift på, fordi vi synes det er interessant. Det er jo ikke ordentligt, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Asger Andersen, til TV2 Nord.

Administration sagde ja

Det er forvaltningen i Vesthimmerlands Kommune, har givet tilladelsen til handelsstandsforeningen. Byrådet er derimod ikke blevet spurgt.

Derfor har formanden for Kultur og Fritdsudvalget, Asger Andersen, først fundet ud af det i går, onsdag.

 
 
Foto: Hans-Christian Lauritzen

- Det er meget utilfredsstillende som politiker, at vi opdager, at det her er en beslutning, der er truffet administativt, uden at der er nogle politikere, der har været involveret i det, påpeger Asger Andersen.

- Må ikke gribe ind i værker

Den tidligere formand for Himmerlands Kunstmuseum, Palle Rønde Møller, er også rystet over, at Aars Handelsstandsforening har fået lov til at lave permanente ændringer på et kunstværk.

Han synes, julelyset er i orden, men at man ikke kan tillade sig at bore i et kunstværk og sætte permanente stikdåser på.

- Det er et princip, at man ikke kan og må gribe ind i eksisterende værker, forklarer Palle Rønde Møller til TV2 Nord.

Per Kirkeby har stået bag flere markante værker i Aars. Han døde den 9. maj i år. 


Seneste nyt

fra Nordjylland