Kørestolsbruger sad fast: Kommune var advaret
Millioninvesteringen Svømmecenter Vesthimmerland tilgodeser ikke handicappede optimalt, mener Handicapråd.
- Vi er ærgerlige. For vi har gjort opmærksom på problematikken.
Sådan lyder det fra formanden for Handicaprådet i Vesthimmerlands Kommune, Ella Holm, efter TV2 Nord har foreholdt hende kørestolsbruger Poul Erik Kristensens oplevelser med den nye svømmehal i Vesthimmerland.
- Det er ikke den bedste model, der er lavet, hvis man har et større handicap og har brug for lift, siger hun.
Sad fast i døren
Poul Erik Kristensen fra Aars kunne i et læserbrev til Aars Avis fortælle om sit besøg i svømmecentret. Og han var ikke just glædeligt overrasket.
Blandt andet gav han kritik af adgangsforholdene, hvor hans eneste mulighed for at komme ind i svømmehallen var gennem en svingkarrusel, hvor han endte med at sidde fast.
De andre døre ind i svømmehallen var låst og skulle ellers manuelt åbnes med et håndtag - noget, Poul Erik Kristensen ikke har mulighed for at gøre.
Han forstår heller ikke, hvorfor der kun er én loftlift på et af de i alt to handicapomklædningsrum - samt at liften ikke kører hele vejen ind i varmtvandsbassinet.
- Vi kan bakke op om de frustrationer, siger Ella Holm, og fortæller, hvordan Handicaprådet i begyndelsen af arbejdet med svømmecentret var med i projektet, men at de ikke var med til sidst.
- Jeg vil kraftigt understrege, at det ikke er fordi, vi ikke har gjort opmærksomme på problematikkerne. Vi har også opfordret politikerne til at besøge de steder, som for eksempel Slettestrand, som har helt styr på faciliteterne, siger hun.
Se indslaget herunder:
Tilgodeser ikke alle
Ifølge Ella Holm var politikernes intention ikke at tilgodese alle, men at tilgodese flest mulige.
- Vi er lidt frustrerede over, at man kan bruge så mange millioner på noget, hvor ikke alle føler, de kan være med.
Ifølge Per Nyborg, der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget, har gode handicapfaciliteter stået højt på prioritetslisten.
- Svømmecentret har altid skullet være folkets svømmehal. Så vil der altid være en ting hist og her, vi kan snakke om, hvorfor vi ikke gjorde, men der var en økonomi, som vi skulle holde, siger han og fortæller, at han godt kan se udfordringerne i det, Handicaprådet og Poul Erik Kristensen fortæller, men at det er svært at tilgodese alle lige meget.
- Selvfølgelig bakker de op om hans oplevelse, og at der er nogle ting, der kunne være anderledes. Vi har haft en rigtig god dialog med Handicaprådet, hvor de er blevet hørt, og hvor vi har taget det til efterretning, men så vil der altid være nogle ting, vi ikke er kommet i mål med, og sådan er det for alle brugere i den her situation, siger Per Nyborg.
"Ikke så ringe endda"
Ifølge Per Nyborg har Handicaprådet tidligere udtalt, at det nye center "ikke var så ringe endda".
- Det har været et ønske med gode handicapfaciliteter, og det synes jeg også svømmecentret bærer præg af med de fantastiske faciliteter, vi har herinde.