Himmerlands Grovvarer bliver en del af Danish Agro
Foto: Danish Agro
Danish Agro koncernen overtager Himmerlands Grovvarer.
Danish Agro overtager alle medarbejdere og afdelinger fra Himmerlands Grovvarer.
Foderstofvirksomheden Himmerlands Grovvarer med 50 ansatte fordelt på fem afdelinger i et nord- og midtjyske, bliver inden længe en del af Danish Agro, som beskæftiger mere end 5000 medarbejdere.
De to selskaber har netop indgået en aftale, der betyder, at Danish Agro overtager de fem afdelinger i Aars, Rostrup, Skals, Skalmstrup og Århus fra Himmerlands Grovvarer.
- Himmerlands Grovvarer er en sund forretning med en stærk kundebase, og vi er stolte af de resultater, vi har skabt sammen med de jyske landmænd. Da vi fik henvendelsen fra Danish Agro, følte vi, at tiden nu var rigtig til at overveje Himmerlands Grovvarers fremtid. Det har været vigtigt for os, at de kvaliteter, som selskabet står for, også kan tilbydes vores kunder fremover. Derfor har vi besluttet at lade Himmerlands Grovvarer blive en del af Danish Agro koncernen nu. Vi deler de samme værdier, og Himmerlands Grovvarer vil som en del af Danish Agro koncernen kunne sikre et endnu stærkere tilbud til landmændene i Himmerland, siger Torben Frederiksen, direktør i Himmerlands Grovvarer.
Glæde over aftalen
Han og de to medejere, Søren Have og Knud Ring, trækker sig i forbindelse med fusionen fra selskabet og går på pension, når aftalen er endeligt godkendt af konkurrencemyndighederne.
Alle 50 medarbejdere fra Himmerlands Grovvarer bliver en del af Danish Agro, og hos den opkøbende virksomhed glæder man sig over aftalen.
- Himmerlands Grovvarer er et stærkt selskab med dygtige medarbejdere. Vi deler kultur og værdier, og selskabets medarbejdere vil være en stærk tilføjelse til Danish Agro-familien. På samme måde vil Himmerlands Grovvarers afdelingsnet supplere Danish Agros afdelingsnet rigtig godt. Vi er glade for, at Himmerlands Grovvarer vil sælge til Danish Agro, og vi vil gøre vores for at føre selskabets værdier videre, siger koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr.