Indbrudsbølge i håndværkeres varevogne: Tyve borede hul i sidedør

Fremgangsmåden er den samme i en række indbrud på varevogne.

Natten til mandag blev fire varebiler fyldt med håndværkeres værktøj brudt op i Mariagerfjord Kommune. I nat er det sket i tre varebiler i Vesthimmerlands Kommune. 

Derfor beder politikommissær, Mikkel Mitchell, der er leder af forebyggelse og nærpolitiet i Himmerland, borgerne om hjælp. 

- Jeg vil rigtig gerne henstille til, at håndværkere med en varevogn vil ringe, hvis de ser noget omkring bilen i aften eller nattetimerne. Og så kan det være en god idé at parkere, så det ikke er til at komme ind i bilen gennem skydedøren, siger han. 

Alle indbrud er nemlig foregået på samme måde. Der er blevet boret et hul i sidedøren og klippet en wire, hvorefter tyven eller tyvene har kunnet komme ind i bilerne, der er fyldt med værktøj. 

- Det har været ret massivt med flere hver nat. Og med et fuldstændigt identisk modus er det overvejende sandsynligt, at det er den samme gerningsmand, siger politikommissæren. 


Seneste nyt

fra Nordjylland