Jubel vest for Vindblæs: Hver husstand får 37.000 kr. til bredbånd
Foto: Emil Johansen
En gruppe beboere på landet vest for Vindblæs i Vesthimmerland har kæmpet for tilskud til hurtigere bredbånd, og nu får de 4,1 millioner kroner.
Det står skidt til med internetforbindelsen i et landområde beliggende i smørhullet mellem Vindblæs, Vilsted og Løgstør i Vesthimmerland.
Det mærker mælkeproducent Bent Højgaard Andersen hver eneste dag, når han sidder hjemme på sit kontor og med elektronisk udstyr overvåger sine køer, der befinder sig på en anden gård. Her holder han øje med, om en ko går i fødsel, men internetforbindelsen er så dårlig i området, at billederne kommer med stor forsinkelse.
- Der går flere sekunder, nogle gange 15 og 20 sekunder, inden jeg kan se, hvad der sker på billederne. Og det er jo skidt, at jeg ikke kan følge med i processen, fortæller Bent Højgaard Andersen.
Han og 108 andre beboere i landområdet vest for Vindblæs har derfor det seneste år kæmpet for at få del i Energistyrelsens Bredbåndspulje. Og nu har de netop modtaget 4,1 millioner kroner – eller 37.000 kroner pr. husstand - til etablering af fiberbredbånd i området.
- Det er jo glæde over, at det, vi nu har arbejdet med i et halvt år, også kan lykkes. Vi var faktisk noget i tvivl om, hvorvidt vi var nok, fortæller Jens Lauritzen, der er blandt initiativtagerne.
93-årig spyttede i internetkassen
Udover de 4,1 millioner kroner fra Energistyrelsen, har borgerne også selv indsamlet knap 600.000 kroner. Initiativtagerne og en række frivillige har stemt dørklokker hos områdets 150 husstande, og i alt har 109 beboere spyttet i kassen.
Èn af dem er 93-årige Andy Christensen.
Jeg har 3000 kanaler på fjernsynet, og det rækker jo sagtens.
Andy Christensen
- Det var med henblik på, når ejendommen skulle sælges engang. Så var det sikkert lettere at sælge, når der var adgang til nettet, fortæller Andy Christensen, der dog ikke selv har planer om at skulle gøre brug af den nye internetforbindelse.
- Jeg har 3000 kanaler på fjernsynet, og det rækker jo sagtens, siger han.
Alligevel har han valgt at smide minimumsbeløbet på 4.000 kroner i den fælles kasse, så der bliver adgang til fiberbredbånd i hans hus.
- Drønvigtigt for området
Det samme har 108 andre husstande altså også gjort, og det har ifølge initiativtager Jens Lauritzen stor betydning for områdets udvikling.
- Det er drønvigtigt. Både for ejendomspriserne, for omsætningen af de huse, der er herude og for hele lokalsamfundet og for sammenholdet. Så vi er rigtig glade, siger Jens Lauritzen.
Også mælkeproducent Bent Højgaard Andersen er glad for, at han nu snart kan se frem til at kunne overvåge sine køer på en stabil forbindelse.
- Det er rigtig godt, at initiativgruppen har været med til at sørge for det her. Det har vi meget glade for, siger Bent Højgaard Andersen.
Vesthimmerlands Kommune har bidraget med 220.000 kroner til projektet. Beboerne forventer, at det nye fiberbredbånd etableres i anden halvdel af 2019.