Politiet offentliggør fotos: Kender du denne mand?
Foto: Nordjyllands Politi / Pressefoto
Nordjyllands Politi opfordrer til at ringe med det samme, hvis 'du genkender personen - eller i øvrigt har relevante oplysninger i sagen'.
Nordjyllands Politi er gået et skridt videre for at finde frem til en mand, der er mistænkt for to tilfælde af kontaktbedrageri mod to borgere 24. september i år.
Politiet offentliggør overvågningsfotos af manden i håbet om at få et gennembrud i sagen.
Politikommissæren Carsten Corfitzen forklarer, at ofrene, der begge bor i eller omkring Løgstør, sidst på eftermiddagen 24. september fik telefoniske opkald på deres fastnet-telefoner.
- Personen, der ringende, udgav sig for at være fra banken og oplyste, at deres konti netop var ved at blive udsat for tyveri. I forlængelse af samtalen ankom så en person til deres adresse under påskud af at skulle afværge de igangværende tyverier, lyder det fra politikommissæren i pressemeddelelse.
- Og i den forbindelse blev de bedt om at udlevere deres kreditkort og de tilhørende pinkoder. Efterfølgende kunne vi konstatere, at der skete hævninger i en kontantautomat beliggende i Løgstør.
Manden beskrives mellem 20-30 år, spinkel af bygning, iført lyse sneakers, brune/bordeaux habitbukser, sort hættetrøje med rød skrift 'Angel' hen over brystkassen samt rød skrift på ryggen og mørke solbriller.
Alle oplysninger i sagen skal gå til Nordjyllands Politi på 114.