Stukket i halsen på asylcenter – 39-årig mand varetægtsfængslet

En 34-årig beboer på asylcenteret i Ranum er natten til fredag blevet stukket i halsen af en anden beboer. En 39-årig mand er anholdt og varetægtsfængslet i fire uger sigtet for knivstikket.

En 34-årig mand er natten til fredag blevet stukket i halsen på asylcenteret i Ranum.

Nordjyllands Politi blev alarmeret klokken 01.21 om knivstikkeriet.

Da politiet kom frem til asylcenteret, anholdte de en 39-årig mand, som de mistænker, står bag knivstikkeriet.

Den 39-årige mistænkte blev fredag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger. Manden nægter sig skyldig.

Grundlovsforhøret foregik desuden for lukkede døre. Det fortæller anklager ved Nordjyllands Politi Louise Watson, der begærede dørene lukket af hensyn til den fortsatte efterforskning. 

 

Begge mænd er beboere på asylcenteret, fortæller politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi.

Den forurettede blev straks kørt til skadestuen i Aalborg. Han er umiddelbart uden for livsfare.

Fredag formiddag var politiet til stede på gerningsstedet for at afhøre vidner og foretage undersøgelser. 

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland