Kom nytår, kom sved på panden
Januar er kendt som motionsmåned nummer et. Netop derfor har Idrætscenter Østermarken i Aars valgt at åbne dørene op for et nyt fitnesscenter nu.
Januar er kendt som motionsmåned nummer et. Netop derfor har Idrætscenter Østermarken i Aars valgt at åbne dørene op for et nyt fitnesscenter.
Julen er for mange danskere ét stort ædegilde, men så snart den sidste julesnaps er skyllet ned, og det nye år står for døren, skal der traditionen tro andre boller på suppen.
Derfor står mange i kø for at gøre det nye år til året, der skal blive det sunde år med masser af motion. I Aars er der fra fredag endnu en god grund til at gøre ønsket om den sunde livsstil til en realitet.
Idrætscenter Østermarken har nemlig åbnet op for et helt nyt fitnesscenter - Fitness IØ. Her er det helt bevidst, at dørene åbnes netop nu.
- Erfaring viser, at der er mange, der skal have forbrændt noget julesul og har nogle nytårsforsæt, der skal holdes, og de kunder vil vi jo gerne have her, siger formand for Fitness IØ, Thomas Løkke Pedersen.
Ifølge kostvejleder og coach, Henriette Søvind, er det helt naturligt, at folk valfarter til fitnesscentrene i forbindelse med et nyt år.
- Folk er kommet igennem julen, og så kan man mærke at kroppen trænger til noget andet, og så får man lyst til at gøre noget andet. Det er meget naturligt, at kroppen og sindet reagerer på den måde, siger Henriette Søvind.
Fitness IØ har valgt nogle maskiner, som er helt nye på det danske marked. På dem kan man sågar se Netflix, imens man brænder kalorier af. Det skal blandt andet være med til at holde på kunderne og hjælpe dem med at holde nytårsforsættet.
- Vi vil jo gerne holde på dem, så det ikke kun er et nytårsforsæt, som ikke holder. Derfor har vi fået nogle gode maskiner, og vi gør også meget ud af, at folk kan komme på nogle gode hold, siger formand for Fitness IØ, Thomas Løkke Pedersen.
Og hvad kan man så selv gøre for at holde nytårsforsættet med den sunde livsstil? Svaret er klart fra kostvejlederen.
- Hvis man tager små steps, kan man træne sig op til at julefedtet ikke sætter sig. Jo højere forbrænding du har, jo mindre fedt sætter sig. Og så skal man starte med en ting af gangen. Hvis man både begynder at motionere og ændre kost på samme tid, går det galt, siger kostvejleder og coach, Henriette Søvind.