Kryb og kravl: Populær krybdyrsmesse har vokseværk

For tredje år i træk lagde Messecenter Vesthimmerland lørdag lokaler til messe for eksotiske dyr. Selvom messen stadig er ung, så har den været nødt til at udvide på grund af stor popularitet.

Hunde og katte er de mest populære kæledyr i Danmark, men der er også dem, der er mere til slanger og skildpadder.

Krybdyrselskere var lørdag samlet i Messecenter Vesthimmerland i Aars, hvor Nordjyllands største messe for eksotiske dyr blev afholdt.

Her kunne man møde alskens slanger og andre reptiler og sågar købe en med hjem, hvis man skulle falde for et af de mange dyr.

- Jeg håber, at folk får en god oplevelse med deres børn. Man kan sammenligne det lidt med at være i zoologisk have, siger Brian Otte, der er direktør i Messecenter Vesthimmerland.

Dørene åbnede klokken 10, og allerede ved middag var der fyldt godt op med såvel unge som gamle. Og der var god plads i år. Messearealet er nemlig blevet udvidet med 50 procent.

- Der er en stor interesse fra udstillere, der gerne vil komme og udstille og sælge deres dyr. Vi kan også mærke, at der kommer mange besøgende. Vi har to store haller i år, der er fyldt med dyr, og vi kan se, der er gæster rundt i alle hjørner, siger Brian Otte.

Reptiler og charmetrolde

En af dem, der er med til messen, er Mikkel Stenholt Sortemos. Han er uddannet dyrepasser og har en helt særlig passion for krybdyr.

Mikkel Stenholt Sortemos med en anakonda om halsen.
Mikkel Stenholt Sortemos med en anakonda om halsen.
Foto: Rasmus Krøll

- Det er interessant, at de har overlevet i mange millioner år. Og så er det fascinerende, at der er så mange forskellige. Der er nogle, der ikke har ben, og så er der skildpadder, der render rundt med et skjold på ryggen, siger han.

Det er ikke kun krybdyr, der findes på messen. I år har blandt andet en vaskebjørn fundet vej til messen.

- Det er et sjovt dyr. Han plejer at gå og lege med vores hunde derhjemme, siger Anni Gram, der har taget vaskebjørnen Bambam med til messen.

Vaskebjørnen Bambam var et hit bland børn og voksne.
Vaskebjørnen Bambam var et hit bland børn og voksne.
Foto: Rasmus Krøll

I løbet af dagen kunne han samle store menneskemængder, når han charmerede sig frem som Meeko fra Disneys Pocahontas.

- Han tager det meget pænt. Han har ikke været med til så stor en begivenhed før, men det er jo hyggeligt, at folk synes, han er så spændende, siger hun.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland