Matematikbøger og dansk stile skiftes ud med fiskestænger
Hvad gemmer der sig egentlig under overfladen? Det skal skolebørn fra hele landet bliver klogere på i denne uge, hvor det er naturens uge.
En måde at blive klogere på det, der lever under overfladen, er ved at hive det op land.
Så torsdag skulle eleverne fra 4.A på Østermarkskolen se, om de kunne fange deres livs første fisk, når matematikopgaver og danske stile blev skiftet ud med fiskestænger og madding.
Sammen med Orla Bertram-Nielsen, som er juniorleder hos Trend Å Lystfiskeriforening tog de i det gode vejr ud for at se, om de var de heldige, der kunne fange en fisk.
Og det kræver en vis tålmodighed, når man knap er ti år gammel.
Det oplevede Felix Justsen ihvertfald, der måtte smide snøren i flere gange, før der endelig var bid.
- Årh, en ordentlig en! Lød det, da han stolt kunne hive sin første fisk nogensinde op ad vandet.
- Det er helt vildt. Det er sjovt.
Sjovt at fange fisk
I forbindelse med naturens uge, skal han sammen med sine klassekammerater blive klogere på det liv, der findes, der hvor vi normalt aldrig kigger.
Derfor tog de snuden op fra bøgerne og ud i naturen. En lidt sjovere undervisning, hvis man spørger Felix Justsen.
- Når vi er i skole, så får vi så mange lektier for, så går jeg så sent i seng, fortæller han, mens han fjerner en af sine indfangede fisk fra krogen:
- Det er også bare sjovt at fange fisk.
I Trend Å skulle der ihvertfald være rig mulighed for, at børnene kunne opleve de små liv.
- Det viser sig, at der er et mylder af skaller herude, og vi ved også, at der er en del aborre, som vi også fanger nogle af, lyder det fra Orla Bertram-Nielsen.
Det samme kan Felix Justsen nok sige, for der var gang i fiskestangen.
Selvom der ingen lektier var på programmet, tog eleverne noget at tænke over med hjem fra søen i Farsø. Det mener Orla Bertram-Nielsen ihvertfald.
- Jeg er ret sikker på, at mange af dem vil huske den her dag meget længe. Fordi de oplever noget, som de kun oplever en eneste gang. Nemlig, at de fanger deres livs første fisk.