Nordjysk iværksætterpar indgår samarbejde med Skagenfood
Foto: Halkær Ådal (Privatfoto)
Et nordjysk iværksætterpar, som er kendt fra DR-programmet "Løvens Hule", har indgået en aftale med Skagenfood om at sende måltidskasser ud til forbrugere i hele Danmark.
Det nordjyske iværksætterpar Edith Agerbo og Kate Bryrup tiltrak sidste efterår en del opmærksomhed i DR-programmet "Løvens Hule", hvor de fortalte om deres virksomhed Halkær Ådal, som har hjemme i Løgstør.
Halkær Ådal laver økologiske måltidskasser, som bliver leveret til døren, og konceptet var så interessant for den kendte iværksætter Ilse Jacobsen, at hun valgte at investere i virksomheden efter at være blevet præsenteret for den i "Løvens Hule".
Nu har andre også fået øjnene op for Halkær Ådal. Skagenfood, som i flere år har sendt måltidskasser ud til hele Danmark, har indgået et samarbejde med Løgstør-virksomheden, som betyder, at de to firmaet fremover vil arbejde sammen om at forsyne danskerne med hurtige og sunde måltider under konceptet Heat & Cook.
- Vi ser Halkær som en seriøs og engageret samarbejdspartner, der ligesom Skagenfood har fokus på kvalitet og gode smagsoplevelser med økologiske råvarer. Vi arbejder tæt sammen og glæder os til at gøre hverdagen endnu nemmere for travle familier med vores nye Heat & Cook-kasse, hvor et måltid er et færdiglavet økologisk måltid, der blot skal varmes op og kan serveres inden for 15 minutter, siger Betina Kühn, direktør i Skagenfood, i en pressemeddelelse.
Halkær Ådal skriver i pressemeddelelsen, at de to nordjyske virksomheder allerede var i kontakt med hinanden i 2015, men det er altså først nu, at samarbejdet er blevet en realitet.
- Vi er glade for at samarbejdet er kommet i stand. Skagenfood er en seriøs samarbejdspartner, som allerede er etableret på markedet, og vi tror derfor på, at samarbejdet bliver godt for begge virksomheder, siger Kate Bryrup fra Halkær Ådal til TV2 Nord.
Siden tv-optrædenen sidste efterår er Halkær Ådal vokset, og de to initiativtagere har nu fem ansatte i køkkenet i Løgstør.