Rådyr sendte pengetransport i grøften ved Gatten
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix
Arkiv.
Et rådyr tvang en pengetransport til at undvige og køre i grøften tæt ved Gatten, tirsdag morgen.
En mandlig bilist er sendt på Aalborg Universitetshospital med nakkesmerter, efter han nær påkørte et rådyr tirsdag morgen ved Gatten, da han kørte en pengetransport.
Det oplyser indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab René Nikolajsen.
Ulykken fandt sted omkring klokken halv otte lige ude for Gatten på Aggersundvej, da et rådyr hoppede ind foran varevognen, der undveg og kørte i grøften.
- Manden klagede over smerter i nakken, så ambulancefolkene gav ham halskrave på, hjalp ham ud, lagde ham på en båre og kørte ham til Aalborg Universitetshospital. Der var ikke behov for, at vi klippede bilen op, siger René Nikolajsen.
Indsatslederen oplyser, at varevognen kun led begrænsede skader.
Nordjyllands Politi har skrevet sin døgnrapport, at bilen ikke var mere skadet, end at de selv kunne køre den på politistationen, indtil der kommer nyt personale, der igen kan overtage ansvaret for bilen.
Den ene vejbane på hovedvejen var spærret i en halv times tid, men gav kun begrænsede trafikgener, og klokken 08.43 var vejen igen helt åbnet for trafik.