Rester af Valdemar Den Stores tip-tip oldefar formentlig fundet i Næsby
Vikingesensation i Vesthimmerland. Ny forskning viser, at en verdensberømt danske vikingehøvdimng måske blev begravet ved Næsby uden for Ranum.
Meget tyder på, der kan være tale om et sensationelt historisk fund i udgravninger i Himmerland
Det kan være arkæologisk sensation, der har gemt sig i udgravningerne i Næsby ved Ranum i Vesthimmerland. Hvis og såfremt foreløbige undersøgelser holder stik.
I forbindelse med udgravningerne er der nemlig fundet et ganske særligt sværd, som menes at kunne stamme fra Ulf Galicienfarer, stamfaderen til så historiske personer som blandt andre Valdemar Den Store.
- Det skulle være Ulf Galicienfarer, og vi har to ting, der tyder på, det kunne være ham. Ikke mindst fundet af det særlige sværd, der er fundet i graven. Det er et sværd, der har inskriptionen In Nomine Dei, altså i Guds navn, og et sværd med en sådan inskription ville aldrig være blevet båret af en hedning, siger Bjarne Henning Nielsen, der er arkæolog og museumsinspektør på Vesthimmerlands Museum.
Han tager forbehold med hensyn til endelig at fastslå, at det er den kendte kristne viking, Ulf Galicienfarer, der var kendt for adskillige korstog især i det nordlige Spanien. Forbeholdene skyldes, at det tager flere år at analysere de fundne genstande på gravpladsen i Næsby ved Ranum.
Men fundet af sværdet er unikt, og det vækker da også international bevågenhed, at der muligvis er tale om rester fra Ulf Galicienfarers grav. En grav, der senere er bygget et kapel på, og også det vidner ifølge museumsinspektøren om, at der er tale om en højtstående og særlig person fra fortiden.
Og hvis det er ham, så lægger Bjarne Henning Nielsen ikke skjul på, at det i så fald har betydning for nærmest hele verdenshistorien, i hvert fald den internationale vikingeforskning.
- Så har vi måske brudt barrieren til oldtiden, for hvordan sådanne grave så ud – det ved vi nemlig ikke meget om på nuværende tidspunkt, siger Bjarne Henning Nielsen.
Umiddelbart ser det særlige sværd ikke ud af meget, når museumsinspektøren ser på det med det blotte øje.
- Men det skal man ikke tage fejl af. Det er et meget kostbart sværd. Metalanalyser viser, at det er mellemeuropæisk jern. Umiddelbart ser det forsømt ud, men det er sølv og kobber, det kan man se, når man ser det i et røntgenbillede. Det er særdeles kostbart, og noget som kun ville være givet til særligt udvalgte, siger Bjarne Henning Nielsen.
Museumsinspektøren håber med fundet af sværdet, at det er et tegn på, at de øvrige 24 grave, der er fundet samme sted, også indeholder spændende fund med stor betydning for historien.
På spørgsmålet om, hvorfor Valdemar Den Stores tip-tip oldefar, Ulf Galicienfarer, skulle kunne have endt sine dage i Himmerland, lyder svaret:
- Det var hans hjemegn, hans slægtsegn, og det kan godt være, at han kom nok så meget rundt i verden, men endte alligevel her i Nordjylland, og det tror jeg, han gerne selv ville, siger Bjarne Henning Nielsen.