Skærpet rygepolitik vedtaget i Vesthimmerlands Kommune
Foto: Ib Wiliam Christensen
Fra 1. januar er det slut med smøgere og e-cigaretter i arbejdstiden, hvis man arbejder i Vesthimmerlands Kommune.
Forslaget skabte dog stor debat i byrådssalen.
10 år efter indførselsen af rygeloven kan rygning fortsat skabe stor debat - i hvert fald i Vesthimmerlands Kommune, hvor det fra 1. januar er slut med rygning i arbejdstiden.
Den skærpede rygepolitik på torsdagens byrådsmøde blev godkendt med et flertal på 13 mod 8.
På byrådsmødet blev der ifølge lokaltindblik.dk ikke brugt mange minutter på dagsordensens 14 første punkter, men da forslaget til kommunens nye rygepolitik kom til behandling, skete der noget i salen.
SF's Theresa Berg Andersen lagde ud med en fordømmelse af den foreslåede rygepolitik. Hun synes, den eksisterende rygepolitik i kommunen er stram nok.
Hendes synspunkt blev hurtigt mødt med et tilbud om, at hun kunne få plads i den anden side af salen hos Venstre-folkene.
Det var nu ikke, fordi der heller var konsensus internt i partierne i forhold til rygepolitikken. Heller ikke hos Venstre.
Det er kommunens egne medarbejdere, der via MED-Hovedudvalget har foreslået den skærpede rygepolitik, og det fik afgørende betydning for behandlingen i byrrådssalen.
Socialdemokraten Uffe Bro og Venstremanden Jens Lauritzen og to andre byrådsmedlemmer stemte alle blankt i respekt for MED-Hovedudvalgets indstilling, og flere andre stemte i overensstemmelse med medarbejdernes indstilling.
Klavs Bojsen (K) erklærede sig som antiryger, men syntes alligevel den nye politik var lovlig skrap. Især bestemmelsen om, at man heller ikke må ryge i sit eget hjem, hvis man arbejder hjemmefra som ansat ved Vesthimmerlands Kommune, var for meget.
Rasmus Vetter (S) havde hverken set eller hørt nogen, der synes, den nye politik var træls, så han bakkede op om forslaget.
Theresa Berg Andersen derimod ser ikke noget galt i, at en medarbejder på et plejehjem tager sig en smøg sammen med en rygende beboer. Men det fik Ninni Lodahl Gjessing (R) op af stolen.
- Nej, Theresa. Selvfølgelig må medarbejderne ikke tage en smøg ude ved borgerne i arbejdstiden, sagde Ninni Lodahl.
Overtrædelser af rygereglerne kan i gentagelsestilfælde medføre afskedigelse. E-cigaretter sidestilles i øvrigt med almindeligt tobak..
Alle ansatte i kommunen tilbydes allerede rygestopkurser som et frivilligt tilbud gennem de ansattes sundhedsordning og med kommunens sundhedscenter som samarbejdspartner.