Snart kan historisk kanal blive sejlbar igen

Med en dispensation fra Slots- og Kulturstyrelsen er genetableringen af Frederik d. VII's kanal kommet et stort skridt nærmere.

I starten af april tikkede en virkelig god nyhed ind i indbakken hos Vesthimmerlands Kommune. Og nu - efter høringsfristens udløb - er den blevet endnu bedre.

Slots' og Kulturstyrelsen har givet dispensation til det projekt, der skal re-etablere og genoprette den historiske Frederik d. VII's kanal, deer løber mellem Løgstør og Lendrup.

I dag er kanalen lukket af i Lendrup-enden og kun Limfjordsmuseets tur-både tager den godt 4,5 kilometer lange tur til de historiske kanalbetjenthuse hvorfra der blev holdt øje med alle de handelsskibe, der bragte varer til og fra Løgstør.

En visualisering af den sydlige ende af Frederik d VII's kanal i Lendrup hvor kanalen i dag er afskåret fra Limfjorden og derfor meget iltfattig. Visualiseringen er lavet af Lytt Architecture.
En visualisering af den sydlige ende af Frederik d VII's kanal i Lendrup hvor kanalen i dag er afskåret fra Limfjorden og derfor meget iltfattig. Visualiseringen er lavet af Lytt Architecture.

3000 fartøjer om året

Sådan var virkeligheden fra kanalen blev gravet helt tilbage i midten af 1800-tallet og frem til 1913 hvor brugen af kanalen helt stoppede. Da der var mest trafik på kanalen sejlede der 3000 fartøjer om året på kanalen, så kanalbetjentene havde nok at lave.

Betjentene bliver formentlig ikke genindsat, men drømmen om, at der igen skal være liv på kanalen lever i bedste velgående og borgmester Per Bach Laursen er med dispensationen i hånden meget positiv omkring projektet, der tog sin officielle begyndelse i 2018.

- Da vi søsatte ambitionerne om at reetablere Frederik d. VII’s kanal vidste vi godt, at der ville komme flere bump på vejen. Og her må vi i særdeleshed sige, at Slots- og Kulturstyrelsens dispensation er en meget vigtig sten at få ryddet af vejen med målet om at genåbne kanalen. Så vi er naturligvis ekstrem glade for den udvikling, udtaler borgmesteren i en pressemeddelelse.

280296878_372165628283055_6354059837332993040_n


- En utvetydig og massiv opbakning

Projektet blev blåstemplet politisk i 2018, men allerede inden da havde Limfjordsmuseet i en årrække arbejdet med planerne om at genåbne kanalen, så også her vækker det stor glæde at styrelsen bakker op om at genskabe kanalen.

- Der er tale om en utvetydig og massiv opbakning fra Slots- og Kulturstyrelsen, og det er min klare vurdering, at det vil få en afgørende betydning. I styrelsens tilladelse bakker de jo ikke bare op - de definerer faktisk kanalen, som et af ”landets største og mest spektakulære, beskyttede fortidsminder”. Det vidste vi jo godt på disse kanter, men det er svært at underdrive vigtigheden af at få det blå stempel fra staten, udtaler direktør Anders Bloksgaard i pressemeddelelsen.

Næste skridt i projektet er at få Kystdirektoratets og Miljøstyrelsens opbakning til projektet og med Slots- og Kulturstyrelsens dispensation i hånden, har projektgruppen en god mavefornemmelse for det videre arbejde.


Seneste nyt

fra Nordjylland