Kort Nyt

Stolt Venstre-slægtsmedlem truer med udmeldelse

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Jeg er ikke sikker på, jeg kan se mig selv i det her parti, hvis jeg skal droppe ud af det her erhverv.

Sådan lyder det fra Morten Mejdahl (V), der referer til de tre modeller, der blev fremlagt i sidste uge, for hvordan landbruget kan blive grønnere og udlede langt mindre CO2 i fremtiden.

Det har i den seneste tid givet det tidligere så stolte landbrugsparti, der i de senere års meningsmålinger er reduceret gigantisk, voldsomme udfordringer og interne stridigheder.

Morten Mejdahl, der er søn af Venstre-kæmpen Christian Mejdahl, driver ved siden af sine politiske opgaver familiens landbrug, hvor han opdrætter køer, og hvis en af de tre modeller skulle blive en realitet, kan det ende med at koste ham hans landbrug. 

Stor del af Venstres bagland imod

Han er langt fra den eneste indenfor partiet, der er utilfreds med Venstres ageren. 

Hans far Christian Mejdahl harogså udtalt sig kritisk overfor de nye CO2-modeller. 

- Venstre skulle jo aldrig være gået med i den regering og dermed gået med til at indføre en CO2-afgift, sagde han forleden til DR.

Derudover har flere nordjyske Venstre-borgmestre også kaldt CO2-modellerne for barbariske. 

- Partiet står i en dårlig situation, fordi partiet altid har holdt afstand fra CO2-afgiften, indtil nu hvor partiet jo er forgangsmand for det hele. Det er meget skidt, hvis vi skal fastholde Venstre som landbrugsparti, og det har jeg et håb om, vi kan, men lige nu ser det meget skidt ud, konstaterer Morten Majdahl. 

Men er det ikke rimeligt nok, at landbruget skal bidrage?

- Jo, det er det, og det vil vi gerne. Men ikke med en afgift på biologiske processer. I stedet  kunne man lave en afgift dieselolie og den sorte strøm, men ikke på de biologiske processer, påpeger han.

Flere tog aflyst med signalfejl

For anden gang på få dage giver signalfejl hos Banedanmark udfordringer for de nordjyske togpassagerer.

Togdriften er nemlig endnu en gang indstillet flere steder i Vendsyssel. Det skriver Banedanmark på X.

Det er mellem Hirtshals-Hjørring og Frederikshavn-Strandby, at der ikke kører toge. Der er dog indsat togbusser i stedet for.

Forventningen er lige nu, at togdriften vil være indstillet frem til klokken 22 i aften.

Var løsladt i få timer: Så begik 27-årig røveri

I den seneste måneds tid har Nordjyllands Politi haft travlt med at sætte efter en 27-årig mand.

Han har nemlig begået ikke mindre end syv forskellige forbrydelser, som tæller blandt andet tyveri og hærværk. Faktisk blev han løsladt fredag formiddag - for blot et par timer senere at begå røveri i et supermarked i midten af Aalborg.

Det sidste blev dråben for politiet og anklagemyndigheden, som valgte at sende ham i grundlovsforhør. Det fortæller Mette Bendix, anklager hos Nordjyllands Politi.

- Røveriet indebar, at han forsøgte at stjæle to øl fra supermarkedet. Da han blev opdaget, kaster han en af dåsene mod en ansat. Så han er også sigtet for vold, fortæller hun.

Ved Retten i Aalborg blev den 27-årige mand varetægtsfængslet i knap fire uger, men han nægtede sig skyldig og kærede kendelsen.

Tæt på fiasko: Aalborg Håndbold sniger sig videre efter cup-sejr

Aalborg Håndbold havde lørdag svært ved at finde melodien med Nordsjælland Håndbold.

I sæsonens første kamp, onsdag i Super Cuppen mod GOG, fik Aalborg Håndbold til sidst sejren med hjem, selvom det holdt hårdt.

Lige så hårdt holdt det, da holdet var taget til Hillerød for at spille mod Nordsjælland Håndbold i ottendedelsdelsfinalen i Santander Cup.

Men det var en kamp, der længe kunne gå begge veje, men som endte med en Aalborg-sejr på 28-30.

Første halvleg begynder med skiftende føringer til holdene på maks et mål, og det er Nordsjælland, som slutter halvlegen med at være foran med 15-14.

Anden halvleg bliver det kun være for Aalborg, som hurtigt kommer bagud med hele fire mål. Aalborgenserne får herefter sammensat en god stime på fem mål i træk og tager en 1-måls føring.

Føringen er dog væk med lidt over et minut tilbage af kampen ved stillingen 28-28. Aalborg har den sidste kynisme og får sat to afgørende scoringer ind.

Dermed er holdet klar til kvartfinalerne i Santander Cup. Her kender man endnu ikke modstanderen, men næste modstander er Ribe-Esbjerg, når Herre Håndbold Ligaen begynder 7. september. Herefter står den på Champions League mod Nantes.

Nu er 360 meter langt skib kommet i havn

Med en ganske stor følge af slæbebåde har det kæmpe store skrotskib FPSO Fluminense været på vej til Frederikshavn i over tre måneder.

Lørdag eftermiddag lykkedes det imidlertid at få skibet til havnen. Det fremgår af Vesselfinder.

Det brasilianske skib er 360 meter langt, og det var med lidt drama, da skibet nærmede sig Frederikshavn. For først i sidste uge blev der landet en aftale mellem skrotværftet MARS og Frederikshavn Kommune om, at FPSO Fluminense kunne ligge i Frederikshavn.

Det er den største ordre i MARS' tid i Frederikshavn, når det kæmpe store skib skal skrottes.

Fuld mand lavede hærværk på politibil

Ligesom mange andre markeder fylder festen og alkoholen også på Brønderslev Marked.

For en 18-årig mand var der formentlig kommet lige lovlig meget indenbords, da han ved midnatstid begik hærværk på en politibil.

Han valgte nemlig at sparke til sidespejlet, indtil det faldt af, men vidner kunne udpege ham, da patruljen var væk fra bilen.

- Han blev anholdt og har fået lov til at sove rusen ud inde hos os, og så er han løsladt igen, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Thomas Ottesen.

Der venter nu en bøde og en hærværkssag til den 18-årige mand.