Stort computerevent vækkes til live igen
E-sport er i vækst, og det har ført til en lys idé i Aars. Her forsøger lokale ildsjæle at genskabe det store computerarrangement The Party.
Ambitionerne er store i Messecenter Vesthimmerland. Idémanden Anders Christensen har nemlig en plan om at udnytte den stigende interesse for computerspil til at genoplive et event, som tidligere har trukket flere tusinde unge til Aars.
- E-sporten er bare voksende, så vi tror på, at timingen er rigtig for at genskabe det, siger Anders Christensen.
Messecentret var i slutningen af 90'erne og indtil for 15 år siden vært for computerarrangementet The Party, som hele 4500 unge deltog i. Til januar skal den sovende kæmpe vækkes til live igen under navnet The Party Next Generation.
- Det gamle The Party var et event, hvor man programmerede. Ved LAN-parties i dag spiller man online mod hinanden. Så det er lidt to forskellige ting, men fælles er dog, at man er koncentreret sammen om noget i 48 timer og sidder herinde i hallen. Det gjorde man også dengang, og det er det samme i dag, siger Anders Christensen.
Interessen for computerspil er vokset eksplosivt i de seneste år, og nu kan e-sportsbølgen måske skylle ind over Vesthimmerland. Direktøren for messecentret er i hvert fald glad for, at Anders Christensen er kommet til ham med sin idé.
- Det her arrangement kommer måske lidt tættere på mit hjerte, fordi vi kommer til at arbejde med en gruppe, som vi ikke har haft tradition for at arbejde med i de seneste ti år; de yngste. Og det bliver rigtig sjovt at arbejde med dem, siger Nicolaj Holm, administrerende direktør i Messecenter Vesthimmerland.
På byens rådhus vækker planerne om et nyt, stort computerevent i Aars også begejstring.
- Jeg synes, det er gode planer, for det er jo noget af det, som de unge mennesker går meget op i. Og kan man udøve sådan noget i et større fællesskab, så er det jo helt in blandt de unge, så jeg er meget tilfreds med, at de tager sådan et initiativ, siger Knud Kristensen (Konservative), borgmester i Vesthimmerlands Kommune.
Store computerspilsarrangementer er blevet moderne. Tidligere i år var 500 unge computerspillere samlet i Gistrup Hallen for at dyste mod hinanden i spil som Counterstrike og League of Legends, og de lokale gamere i Aars ser frem til, at de nu får et lignende event til byen.
- Jeg synes, det er en rigtig gode idé. Tit skal du langt væk, hvis du skal til et LAN-party, siger den 15-årige computerspiller Mads Buus, som regner med at deltage, når The Party Next Generation løber af stablen.
- Jeg kunne godt finde på at tage nogle af vennerne med og så hygge os en hel weekend. Det kunne være rigtig fedt, siger han.
Når The Party Next Generation finder sted til januar vil der være færre unge med, end der var for 15 år siden, men målet er, at Aars igen skal blive et mekka for unge computernørder.
- Vi starter ud med 500 mennesker, og det er muligvis det mindste arrangement i denne her hal i 2017, men ambitionen er selvfølgelig, at de 4500, der var for 15 år siden, der skal vi også op igen, siger Nicolaj Holm.