Stort fremmøde i Farsø: Kæmper for 250 arbejdspladser
Foto: TV2 Nord
Første borgermøde ud af tre er nu afholdt i Vesthimmerlands Kommune, hvor de lokale kæmper mod en større centraliseringstendens.
- Det er bekymrende, lyder det fra Gert Hosbond, formand i Farsø Udvikling.
- For hver eneste gang, du fjerner nogle vigtige arbejdspladser her i Farsø, så fjerner du samtidig eksistensgrundlaget for handlen og boligomsætningen i byen, fortsætter han.
Og bekymringen står han ikke alene med.
Byerne Farsø, Løgstør og Aalestrup frygter alle for deres lokalsamfund, hvis centraliseringen fortsætter mod Aars, som Vesthimmerlands Kommune lægger op til.
Derfor afholdes der nu borgermøder i alle tre byer, og tirsdag aften løb første møde i Farsø af stablen - med stor opbakning.
I Dronning Ingrid Hallerne var opsat 125 pladser, men det var langt fra nok til de mange fremmødte.
Tidligt ude
Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen (V), var også mødt op.
Han påpeger, at det er meget tidligt i processen, da der endnu ikke ligger et forslag, men han forstår samtidig bekymringen.
- Jeg tror, hele byrådet har svært ved at se den store flytning af medarbejdere for sig. Det, der ligger nu, er de første spæde informationer, vi får fra forvaltningen, som vi så skal tage stilling til, siger Per Bach Laursen.
Det svar beroliger ikke formanden hos Farsø Udvikling, Gert Hosbond:
- Vi ved fra tidligere erfaring, at hvis du kommer alt for tæt på den endelige beslutning, så får møder eller demonstrationer en helt anden karakter. Nu får vi et borgermøde, hvor borgerne får lov til at komme med deres mening og frit fra leveren kan fortælle, hvad de synes, og hvad de har af spørgsmål, afslutter han.
Se hele indslaget fra borgermødet i Farsø herunder: