Succesfuld eftersøgning: Ung mand fundet i god behold i Løgstør

En intensiv eftersøgning af en ung mand gav pote, lørdag morgen.

Lørdag morgens intensive eftersøgning gav pote.

Nordjyllands Politi bragte lørdag morgen en efterlysning på en 30-årig mand, der sidst var set på Rådhusgade i Løgstør, fredag aften.

Den efterlysning gav hurtigt udbytte, meddeler politiet tidlig formiddag.

- Thomas er fundet i god behold af en borger i Løgstør. Tak for hjælpen til de som har ledt efter Thomas, skriver Nordjyllands Politi på Twitter.

Vagthavende ved Nordjyllands Politi, Torben Larsen, uddyber om den store hjælp fra borgerne - en stor del af årsagen til den succesfulde eftersøgning.

- Thomas blev fundet i en baggård på Østerbrogade i Løgstør. Vi havde stor gavn af borgernes henvendelser og hjælp, så det er en fornøjelse i disse situationer. Vi havde hele styrken i Løgstør og en helikopter på vej fra Karup, men den kan nu heldigvis vende om igen, fortæller Torben Larsen.

Den 30-årige mand er fra Viborg, men var i nogle timer forsvundet efter et besøg hos en ven i Løgstør.


Seneste nyt

fra Nordjylland