Trods regn: - Det var et fantastisk flot løb
Løbsdirektør Mogens Kristensen var meget tilfreds med dette års udgave af GP Himmerland Rundt.
Regnen holdt tilskuerne væk fra torvet og Himmerlandsgade i Aars det meste af eftermiddagen, og Vesthimmerlands Kommunes borgmester, Per Bach Laursen, dukkede ikke op som forventet til løbsstart klokken 12.
Men det slog ingen skår i glæden for løbsdirektør Mogens Kristensen, da han skulle gøre status over dette års udgave af GP Himmerland Rundt, da den sidste cykelrytter var trillet over målstregen.
- Det var et fantastisk flot cykelløb og en fantastisk flot opbakning ude langs landevejene. På trods af regnvejr har der stået massevis af mennesker langs ruten, sagde Mogens Kristensen.
Mens deltagerne kæmpede med vind og regn på de sidste 40 kilometer af ruten, samledes publikum til sidst i løbet og bakkede flot op på opløbsstrækningen, hvor rytterne kom forbi otte gange. Og ude i landsbyerne var der også god stemning - for eksempel i Blære, hvor skolen havde stået for at arrangere en cykelfest.
Personligt havde løbsdirektør Mogens Kristensen håbet, at en Riwal-rytter ville tage sejren igen i år, som det skete i 2017.
- Men jeg er ikke overrasket over, at det blev en hollænder. De hold har nogle stærke sprintere, og det så vi også i dag, siger Mogens Kristensen.
Han satser stærkt på, at endnu et GP Himmerland Rundt, det niende i rækken, vil løbe af stablen i 2019.