Vesthimmerland ærgrer sig: Livøfærgen er solgt
Foto: TV2 Nord
Vesthimmerlands Kommune leder nu efter reder, kommunen kan indgå en aftale med om overfart til Livø i sommerhalvåret.
Til sommeroverfarten mellem Rønbjerg og Livø kommer der til at mangle en færge. For efter uenighed mellem rederen og Vesthimmerlands Kommune om beløbet på færgen og den tilhørende kontrakt, har rederen valgt at sælge færgen Mini2 til anden side. Det skriver Maritime Danmark.
Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Uffe Bro (S), bekræfter salget. Han er ærgerlig over at miste færgen, der har plads til 118 passagerer.
- Det er vi noget trætte af, men vi ved godt, han har ønsket at sælge den længe. Men vi havde en forståelse af, at vores kontrakt kunne forlænges et år.. Ingen regnede med, at han kunne sælge den så hurtigt. Han fik et godt tilbud, han ikke kunne afslå, fortæller han.
Dermed er der kun én færge, der kan fragte personer til og fra Livø. Den tilhører Naturstyrelsen Himmerland og kan fragte 12 personer ad gangen. Det er den, der sejler i vintermånederne.
- Vi håber at få en aftale i stand med en anden færge inden turistsæsonen, siger Uffe Bro.
Men det er uvist, hvornår det kan lade sig gøre. Tilbuddet er sendt i udbud.
For alene den lille færge med plads til 12 passagerer er ikke nok til at dække behovet, når turisterne om sommeren strømmer til øen - og flere større arrangementer er allerede booket på Livø.
Fremover skal Mini2 sejle under navnet Japsund, og den skal sejle i tysk farvand. Den skal nemlig sejle på Elben mellem de tyske byer Stade, Wedel og Hamburg.