Vesthimmerland skal have ny konservativ spidskandidat

To byrådsmedlemmer er med i opløbet til at blive spidskandidat.

Når medlemmerne af Det Konservative Folkeparti i Vesthimmerland skal mødes til generalforsamling den 20. januar, er et af punkterne på dagsordenen at finde en ny spidskandidat for partiet til kommunalvalget i 2021. Det sker efter den tidligere spidskandidat og forhenværende borgmester, Knud Kristensen, har trukket sig fra politik.

Der er blevet fundet to mulige kandidater til opgaven. Det er henholdsvis Signe Nøhr fra Hornum, der nu er i gang med sin anden periode som byrådsmedlem og den anden kandidat er Per Nyborg fra Aars, der blev valgt til byrådet for to år siden. Det skriver gruppeformanden i en pressemeddelelse.

- De har begge det, der skal til for at kunne stå i spidsen for Vesthimmerland, og er begge typer, der arbejder for det brede samarbejde. Om vi går benhårdt efter borgmesterposten må tiden vise, men vi vil med sikkerhed ind at have endnu større indflydelse på kommunens udvikling, end vi har i dag, skrives der i pressemeddelelsen.

Alle har mulighed for at stille op som spidskandidat på generalforsamlingen. Uanset hvad ser det ud til, at man kan forvente et kampvalg på generalforsamlingen.


Seneste nyt

fra Nordjylland