Vesthimmerlands Kommune får 38 millioner i tilskud
Foto: Steen Evald
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann kommer med 38 millioner til tre-årigt projekt i Vesthimmerlands Kommune.
Kommunen indgår partnerskab med Social- og Indenrigsministeriet for at få flere unge i uddannelse og reducere antallet af ledige.
I Vesthimmerlands Kommune er færre og færre af indbyggerne unge, mens gruppen af ældre vokser. Samtidig oplever kommunen udfordringer med at få unge til at tage en uddannelse og få ledige ind på arbejdsmarkedet.
Kommunen ønsker at vende udviklingen, og det bliver en del af ambitionen i det udviklingspartnerskab, som Vesthimmerland som økonomisk vanskeligt stillet kommune indgår med Social- og Indenrigsministeriet.
Udviklingspartnerskabet indeholder en flerårig strategi, som sigter efter, at kommunen med effektiv styring og fokus på udvikling kan få en bedre økonomisk balance og sætte gang i beskæftigelsen.
Med aftalen modtager Vesthimmerlands Kommune et samlet særtilskud på 38 millioner kroner over perioden 2016-2018. Det kan blandt andet støtte kommunens arbejde med omstillingen til den demografiske udvikling.
- Det er vigtigt for regeringen, at vi skaber vækst og arbejdspladser i hele Danmark. Vesthimmerlands Kommune har en aldrende befolkning og økonomiske udfordringer, så jeg er glad for, at vi med partnerskabet kan give en hjælpende hånd på 38 millioner kroner de kommende år, så kommunen kan arbejde videre med at skabe og fastholde en god kommune med en sund økonomi. Jeg ser frem til at følge arbejdet, siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:
Borgmester Knud Kristensen fra Vesthimmerlands Kommune er ikke overraskende glad for pengene.
- Det er med stor tilfredshed, at vi kan indgå i udviklingspartnerskabet og dermed få en økonomisk sikkerhed for at kunne fastholde den økonomiske tilpasning, vi er i gang med. Vi har allerede i de foregående år haft fokus på effektivisering og økonomisk tilpasning i Vesthimmerlands Kommune, og vi har haft en god økonomisk styring. Med den økonomiske hjælp vil vi bedre kunne afsætte midler til investeringer for at fastholde befolkningstallet og sætte investeringer i gang i kommunen, så vi understøtter vores indsatsmål med fokus på ungdom, sundhed, bosætning, samt turisme- og erhvervsudvikling. Med udviklingspartnerskabet er vi klar til at fortsætte indsatsen, siger han.
Aftalen med Vesthimmerlands Kommune består af et betinget tilsagn om særtilskud på 13 mio. kr. i 2016, 13 mio. kr. i 2017 og 12 mio. kr. i 2018.
Baggrund
- Social- og Indenrigsministeriet kan efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud yde særtilskud gennem udviklingspartnerskaber til særligt udsatte kommuner med ugunstig udvikling og vedvarende strukturelle udfordringer.
- Udviklingspartnerskabet giver mulighed for at starte initiativer, der samlet set giver en bedre økonomisk balance i kommunen.
- Der er i tilknytning til partnerskabet et tilsagn om et flerårigt særtilskud, som er betinget af, at der samlet set vil være en målbar forbedring af de konkrete målsætninger, som er opstillet i aftalen.
- Aftalen med Vesthimmerlands Kommune består af et betinget tilsagn om særtilskud på 13 mio. kr. i 2016, 13 mio. kr. i 2017 og 12 mio. kr. i 2018.
- Der foretages en årlig opfølgning på aftalen.