Vikingehåndværk hitter
Vikingerne nok mest er kendt for deres plyndringstogter, men de var faktisk også dygtige håndværkere.
Og det kunne man se med sine egne øjne her i weekenden hvor Vikingehåndværkertræffet i Aggersborg kunne byde velkommen til den 9. udgave af træffet, som samtidig er den største nogensinde.
Vikingerne fra ”Sunnfjord” Råsejler Laug deltager for første gang i træffet ved Aggersborg, og de er i gang med at smede et nyt anker til deres vikingeskib, da TV2 Nords reporter møder dem.
- Vi har et morderne anker. Men det er lidt for liren i det sådan at lave sådan noget som passer til, siger skipperen på ”Sunnfjord” Henrik Kansy.
Netop vikingehåndværkene er det, der kendetegner træffet ved Aggersborg, modsat de andre vikingemarkeder, som mere fokuserer på handel.
-Vi vender det hele på hovedet. Sådan at det er håndværket vi kører op og nedprioritere markedsdelen. Her er det håndværket og formidlingen der er i højsædet, siger Henning Christensen, medarrangør af Vikingehåndværkertræffet i Aggersborg.
- Det er det, vi kommer for
Netop fokusset på vikingehåndværket falder i de besøgendes smag.
-Det er jo det vi kommer for at se. Ellers havde vi jo valgt noget andet. Eksempelvis pilefletterne - uha jeg synes det er spændende, siger Lisbeth Kvist, pensionist fra Gøttrup.
Vikingerne synes også godt om konceptet. Årets udgave af Vikingehåndværkertræffet er det største nogensinde med omkring 100 vikingehåndværkere i gang på pladsen.
-Vi er efterhånden blevet så kendt ude i vikingeverden. Det her det er hyggeligt, det er autentisk og vi holder fast i nogle kriterier der skal være opfyldt for at man overhoved kan komme med. Det synes vikingerne er rigtig godt, siger Henning Christensen, medarrangør af Vikingehåndværkertræffet i Aggersborg.