Vil ændre kropsforskrækkede unges omklædningsvaner med ét tiltag

En fodboldklub i Vesthimmerland vil med ét tiltag komme 'back to basics' for at fremme fællesskab og sammenhold.

Unge er kropsforskrækkede, og via blandt andet sociale medier er der en stigende opmærksomhed på kroppe, og hvordan de skal se ud.

Det er i hvert fald dét, de oplever i fodboldklubben Farsø/Ullits IK, og det er gået udover kulturen, fællesskabet og sammenholdet.

For ungdomsspillerne er simpelthen stoppet med at klæde om sammen. 

- Vi oplever, ligesom i samfundet, at der er det her stigende billede af kroppe, der bliver stigmatiseret i forhold til sociale medier, og det er jo ikke særlig mangfoldigt, fortæller formand i Farsø/Ullits IK Magnus Bojer.

Formanden har altså oplevet, at ungdomsspillerne i klubben har vendt omklædningsrummet ryggen for i stedet at klæde om hjemmefra til kamp og træning. 

- DBU oplever det også som en udfordring, lyder det fra Magnus Bojer, der har været i kontakt med Dansk Boldspil Union (DBU) og blandt andet været med i en podcast hos DBU om emnet.

quote Det er vores helt store mål med fællesskab og sammenhold. Det er hele essensen,

Magnus Bojer, formand i Farsø/Ullits IK.

Ingen revolution

Nu håber fodboldklubben, at de kan vende den tendens med ét godt tiltag. 

- Vi går tilbage til noget, der har fungeret tidligere. Vi skal 'back to basic', og det er jo ikke revolutionerende, forklarer Farsø/Ullits-formanden. 

I klubben havde spillerne deres private sæt til kamp og træning, hvilket gjorde, at spillerne helt glemte at værne om tiden sammen med holdkammeraterne før og efter tiden på grønsværen.

- Fra U11-årgangen går vi tilbage til de gamle trøjetasker, så spillerne som minimum skal ind i omklædningsrummet for at hente deres tøj.

- Det kan forhåbentlig være med til at forlænge tiden i klubben, at de føler, at de er i et forpligtende fællesskab, at de er mere sammen, og at de oplever ting sammen, lyder det i en nærmest imponerende salgstale for, hvad foreningslivet kan give af goder. 

Forsøgsbasis

Formanden for Farsø/Ullits IK har selv spillet meget fodbold, ligesom de fleste af medlemmerne i bestyrelsen gør, eller har gjort tidligere. 

Og det er netop deres egne erfaringer, der spiller ind, når de har valgt at gøre et forsøg på at ændre kulturen i fodboldklubben tilbage mod noget af det gamle. 

- Vi har jo på egen krop mærket, at det er lige så meget fodbolden som oplevelserne, der gør, at man går til fodbold, fortæller Magnus Bojer. 

Derfor er det også en beslutning, der er taget i bestyrelsen uden den helt store involvering fra trænere og forældre, hvor der dog er kommet positive tilbagemeldinger.

- Det her er på forsøgsbasis de næste tre år, og så giver det forhåbentlig pote.

- Flere trænere er glade for tiltaget, og de håber på, at man kan lave noget sammen, uden at det er for organiseret. Det bør jo være en selvfølge at hænge ud efter træning, siger formanden Magnus Bojer blandt andet om trænernes reaktioner. 

Mulig usikkerhed hos børnene?

Når ungdomsspillerne ikke går i bad sammen, kan det være et udslag af en ændret kultur og samfundsbillede af kropsnormer, der kan skabe usikkerhed hos dem.

Og så er spørgsmålet, om det er en god idé at lægge pres på dem. 

- Ingen skal tvinges i bad, konstaterer Magnus Bojer straks.

- Men vi håber på, at det første skridt er taget, når man afleverer sit tøj efter fodbold. Og det kan godt være, at der er nogen, der på den korte bane synes, at det er en dårlig idé. Det vil vi være trætte af, men vi vil gerne gå imod den her kropsforskrækkelse. 

Formanden har samtidig et lille håb om, at tiltaget kan have positive konsekvenser for klubben. 

- Der er nogle, der er dygtige på banen, imens nogle er dygtige i omklædningsrummet, og det kan netop være med til at fastholde de sidstnævnte i foreningen.

- Vi vil samtidig gerne være så mangfoldig en gruppe som muligt. Det er vores helt store mål med fællesskab og sammenhold. Det er hele essensen, slutter formand for Farsø/Ullits IK Magnus Bojer. 


Seneste nyt

fra Nordjylland