Da sejhvalen satte Hobro på den anden ende

Den toner frem af morgenmørket, da lyset trækker de første mennesker ned til lystbådehavnen i Hobro ved otte-tiden om morgenen tirsdag den 27. november.

Klemt inde mellem en bro og en båd ligger den der på lavt vand og pruster tungt. 10 meter lang og seks ton tung. En sejhval. 

Aldrig før har så stort et dyr bevæget sig ind i den forholdsvis lille og smalle Mariager Fjord. Aldrig før har et af naturens pattedyr lagt sig til rette netop dér og spredt en nærmest elektrisk stemning i brostenenes møde med det usandsynlige. 

Derfor vækker det røre i byen og trækker både landsdækkende medier og flere hundrede nysgerrige tilskuere til i løbet af de næste dage. Folk, der vil se det fascinerende syn med egne øjne og måske selv forsøge at opklare det spørgsmål, alle står med:

Hvorfor er den svømmet helt herind?

En af dem er Susan Nørregaard Sand fra Astrup. 

Hun havde reageret prompte, da hun hørte om den store hval, der var fanget i lystbådehavnen, og var kørt til Hobro. Men for hende er det ikke nok at blive stående på kajkanten sammen med de mange andre tilskuere.

- Det er fjollet at stå og glo. Vi må gøre noget, tænker hun ved sig selv.

Som den første vader hun derfor ud i det iskolde vand. To andre følger senere efter. Bevæbnet med tålmodige bevægelser og reb er det deres mission at hjælpe det store dyr fri.

- Jeg er ikke engang vinterbader, jeg så bare, at der var en hval, der var strandet klokken otte i morges. Og da der ikke var gjort noget, tænkte jeg bare, at så måtte jeg bare køre. Vi skal jo hjælpe hinanden, fortæller hun senere til TV2 Nords udsendte.

Vejen gennem vandet er dog ikke let. Hurtigt bliver Susan Nørregaard Sands fødder nærmest følelsesløse i det novemberkolde vand, og det er svært at holde balancen på de glatte sten.

Samtidig skal hun forsøge ikke at skræmme sejhvalen. Hun fornemmer dens tyngde og kraft. Hvis den vil, kan den sagtens mase hende op mod bolværk og broer. 

Men den ligger helt stille, mens hun nærmer sig og kommer på plads ved dens hoved.

Udad. Den skal udad og væk fra kajkanten, tænker Susan Nørgaard Sand.

Forsigtigt klemmer hun sig ind mellem kajen og sejhvalens hoved. Hun lægger sin hånd på dens hoved, og den svarer ved at slå med det og sende skumsprøjt op over vandet.

Men det er ikke bare sådan lige at skubbe et seks ton tungt dyr fri af fjordbunden. Fra land kaster de reb ud til hende, som hun fået bundet om hvalhovedet. Hun skubber, og de trækker, og langsomt drejer de hvalen.

De arbejder alene derude. Naturstyrelsens vildtkonsulent Ivar Høst er godt nok til stede ved havnen, men han springer ikke i for at hjælpe, og der vil heller ikke senere blive iværksat nogen redningsaktion for at hjælpe hvalen helt ud af fjorden.

- Erfaringer siger, at når hvaler søger så langt ind i fjordene og ind på lavt vand, så er der et eller andet galt med dem. Så at sætte en masse i værk for at trække hvalen ud, fører som regel til ingenting, andet end at den lægger sig til at dø et andet sted. Så det vil være spildte ressourcer, siger Ivar Høst senere til TV2 Nord.

Selv om Naturstyrelsen mener, at sejhvalen skal have lov til at dø i Mariagerfjord, fordi den er desorienteret og sandsynligvis syg, arbejder Susan Nørrregaard Sand og nu to andre frivillige videre i vandet. 

Imens går minutterne, og kulden æder sig ind på dem.

Passagen ud til det åbne vand er smal mellem en fortøjet båd og nogle pæle, og arbejdet stresser hvalen. Men den fortjener en chance. Susan Nørregaard Sand og de to unge mænd, der har smidt bukserne og er hoppet i fjorden i t-shirts og boxershorts, knokler videre.

Uendeligt langsomt får de den skubbet længere og længere væk fra land.

Og til sidst sker det umulige: Hvalen slipper sit greb i fjordbunden. Den er fri.

- Det er virkelig stærkt arbejde, det dér, lyder det inde fra land. Folks klapsalver bølger ud over vandet til dem.

Susan Nørregaard Sand bliver stående i vand til livet og betragter den glitrende fjord, ikke helt sikker på, at hvalen nu også har forstået det. Men den sender et sidste sprøjt mod himlen og søger udad.

Forfrossen og rystende kan hun vade i land. Heldigvis har hun tørt tøj og håndklæder i sin bil.

De næste dage bliver den store sejhval set flere gange i fjorden. Nok er den blevet hjulpet fri fra den inderste lystbådehavn, men vejen tilbage til det åbne hav er ikke så ligetil for hvalen.

I stedet for at styre mod sit rette element cirkler den rundt og rundt i Mariager Fjord og lader sig gladeligt observere.

Ivar Høst fra Naturstyrelsen mener, at hvalen er syg og med vilje er søgt ind i fjorden for at dø. Derfor forholder han sig passivt og stemmer for at lade naturen gå sin gang i stedet for at forsøge at redde hvalen.

Den vil sandsynligvis dø snart under alle omstændigheder, siger han. Og lægger sig dermed ud med store dele af befolkningen, som har fattet sympati for det store dyr og gerne så det få en chance mere.

Det er i løbet af disse dage, at myndighederne med sikkerhed kan sige, at det er en sejhval. Først troede man, at det var en vågehval, en mere almindelig hvalart i de danske farvande. Med den ændrede kategorisering af hvalen ender Naturstyrelsen med at give grønt lys til en redningsaktion.

Og initiativer til at redde hvalen er der flere af i begyndelsen af december. Den 4. december er en gruppe bestående af 150 frivillige begyndt at samle ind til en aktion, og et par dage senere meddeler Mariagerfjord Kommune, at den stiller en isbryder til rådighed.

Udsejlingen af Mariager Fjord er lang og smal og det gør operationen besværlig. Undervejs må der ikke komme skibe den anden vej ind i fjorden, og samtidig skal der helst være lavvandet, mens aktionen står på, så hvalen kan blive hjulpet fri af højvandet, hvis den skulle risikere at strande undervejs.

Gruppen af frivillige når imidlertid aldrig at realisere sin plan. Den 7. december er der nemlig ikke længere nogen hval at redde.

Sejhvalen i Mariager Fjord bliver fundet død. Det er to lystfiskere, der opdager det i Ørnedalsbugten, seks kilometer fra Hobro.

Trods en imponerende indsats 10 dage tidligere for at få den fri af de lave vand i havnen har den ikke selv klaret den sidste del af opgaven - at finde tilbage til åbent hav.

Noget, der ikke overrasker vildtkonsulent Ivar Høst, som har fulgt hvalens sidste døgn fra sidelinjen.

- Det var et spørgsmål om tid, før det ville gå galt for den, siger han den dag til TV2.

Allerede nogle dage forinden forudså han, at den var døende, da den ikke instinktivt drog til havs igen. Det er unaturligt for hvaler at vælge at svømme ind mod land frem for at svømme ud af fjorden.

Det næste døgn vælger flere at tage turen ud til Ørnedalsbugten, hvor den døde hval ligger. I vand til knæene og med stemmer, der bæver af mere end bare kulde, siger de farvel til den store skabning.

- Jeg er meget berørt over det. Det er frygteligt, at den ikke blev reddet, men sådan er det jo. Og vi ved jo heller ikke, om den har været syg. Jeg håbede virkelig, det kunne lade sig gøre at redde den, for jeg syntes, den så frisk ud, siger Karen Grethe Pedersen.

Hun er en af dem, der kigger forbi den lille bugt. To gange om dagen har hun set til hvalen, siden den blev opdaget 10 dage tidligere. 

Nu venter kun det sidste stop for hvalen - at blive bjærget til kajen i Hobro, hvor Naturstyrelsen vil dissekere den foran et publikum, inden den skal undersøges og konserveres.

Holdt oppe af fem stærke trosser lander den elegante kæmpe på kaj i Hobro, der søndag formiddag er tæt pakket med mennesker.

Det er mennesker, der allerede på den ene eller den anden måde har set hvalen svømme rundt i fjorden. Måske har de set den, da den blev skubbet fri i lystbådehavnen 12 dage tidligere. Måske har de bare set et glimt af ryggen eller en finne i vandoverfladen senere.

Nu står de her og kigger tavst med, mens hvalen bliver løsnet fra siden på træskibet Valkyrien, der har fragtet den ind til land, og hejst højt op over hovederne på de fremmødte.

- At få hvalen op her på land, hvor den ligger i fuld længde. Det er faktisk ret imponerende. Man bliver sådan lidt bevæget - det er stort det her, siger vildtkonsulent Ivar Høst.

Eksemplaret på den moderat truede hvalart skal bevares for fremtiden, har Naturstyrelsen besluttet. Det betyder, at hvalen skal obduceres og undersøges, så man kan blive klogere på dens alder, køn og måske også på årsagen til dens død.

I Hobro håber borgmester Mogens Jespersen (V), at skelettet af hvalen med tiden vil finde tilbage til byen, som det er sket for den finhval, der for et par år siden strandede i Blokhus.

Lørdag aften den 29. december kan du få den fulde og fascinerende billedfortælling om de 10 dage, når TV2 Nord Salto tager dig med helt tæt på begivenhederne og genskaber historien gennem nogle af de mennesker, der var tættest på hvalen.

Programmet sendes klokken 19.50 på TV2 Nord Salto. 

Artiklen er blevet til på baggrund af tidligere artikler, videooptagelser og interviews lavet af TV2 Nords journalister og kolleger på TV2 i løbet af de 10 dage, hvor sejhvalen svømmede rundt i Mariager Fjord.

Tekst: Camilla Stougård Christoffersen