Jørn vågner på en blomstereng. Der er fuldstændigt stille.
Himlen er blå og blomsterne i alle mulige farver.
Det er så smukt at det næsten gør ondt.
Aldrig har den unge dreng set noget så smukt.
Mens han står der og kigger, dukker hun op.
Først kan han ikke se, hvem skikkelsen er, men da den kommer tættere på, kan han genkende sin mormor.
Hun er i sin sorte enkedragt.
Jørns mormor var en hård dame. Han har aldrig set hende smile.
Hun var fra Sverige og man måtte kun tale til hende på svensk.
Hun havde levet et liv, som ville have knækket selv granvoksne og hårdføre mænd.
Resultatet var et ansigt med barske alvorlige furer og øjne, der var hårde som stålkugler.
Jørn har frygtet sin farmor i alle de år hun levede.
Nu står hun der.
Selvom hun har været død i mange år.
Hun smiler. Mild og varm. Hun spreder armene ud til siderne.
Hendes stemme er blid, da hun siger: "Inte nu Jørn. Tyvär inte nu Jørn. Du har mycket at göra"