Selv om de har været nede og vende undervejs, haft sammenbrud og rundet sygehuse og andre behandlere, er både Kasper Støtting og Kim Barrit Jensen blevet ved med at vende tilbage til Aurora.
Fordi det giver en mening med dagene. Noget at stå op til. Og fordi det virker.
I dag står han her igen, Kim Barrit Jensen, og hugger brænde. Ikke for længe ad gangen, men han gør det.
Han lader sig synke ned i stilheden, i åndedrætsøvelserne i tipien og i turene rundt om totempælen for at aflevere sine problemer ved dens fod.
I begyndelsen tænkte Kim, at det var fjollet. Det lå ikke lige til ham at håndtere sine problemer på den måde. Men langsomt har han og de andre, der bruger haven, fået øjnene op for virkningen. Det er slut med raseriudbruddene, fortæller Kim. Han har lært at lytte til sin krops advarselssignaler, så han kan trække sig, når det bliver for meget.
Han er blevet en bedre far for sine børn.
Derfor fortsætter han sin behandling herude i Auroras lille verden, hvor behandlingsformerne og livet følger årstidernes skiften.
Her er der ikke noget, der forstyrrer. Her er der plads til, at livet kan begynde igen.