Webdok

"Det her var min sidste udvej"


Nogle gange tager sindet så meget skade, at almindelig behandling må give fortabt. Men lidt uden for Aalborg findes et alternativ. I den 25.000 kvadratmeter store sansehave Aurora, midt mellem eng, skov, hønsegård og køkkenhave, finder krigsveteraner og folk med ondt i sjælen tilbage til sig selv og til livet.

De dumpe hak og klak fra en økse forsvinder og bliver slugt af spinkle stammer og gulnet løv i den store have.

Stykke for stykke ryger kævlerne over huggeblokken og bliver med få hug delt i slanke pinde. Bunken på jorden ved Kim Barrit Jensens fødder vokser lige så stille. Han letter på kasketten og tørrer sveden af panden.

 
 
Foto: Tor Løkken

Så slipper han grebet om den lille økse og strækker langsomt og sejt fingrene ud.

Han har ikke været i gang med arbejdet længe, 10 minutter måske, men hans muskler dirrer allerede. Hånden er svær at holde i ro. 

- Det sker, når hovedet ikke kan klare mere og glemmer at sige fra. Så siger min krop fra i stedet for.

Kim Barrit Jensen bander indvendig. Han var oversergent i det danske forsvar. Han var vant til at have ansvar, at tage beslutninger, at være den stærke og fattede. Og nu kan han ikke engang hugge brænde uden at udmatte sig selv fysisk og psykisk.

Men sådan er det, når man lider af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Kims krop og hjerne har taget skade efter lang tids belastning på en udsendelse til Irak for godt tre år siden. Han kom hjem med nogle oplevelser i rygsækken, som han aldrig fik ryddet op i.

Det viste sig først som voldsomme aggressioner. Pludselig kunne hans temperament på ingen tid løbe af med ham, og han blev hidsig og opkogt over for sine tre børn over de mindste ting.

Så Kim Barrit Jensen bakkede og søgte tilflugt i druk. I tre måneder flygtede han ind i nogle tåger, hvor ingen kunne nå ham, og hvor han kunne blokere mindet om de måneder i Irak, hvor raketterne flere gange om dagen regnede ned over dem i den danske lejr.

Det var dage, hvor han og de andre udsendte var buret inde i små bunkere. Hvor de bad til, at raketterne heller ikke ville ramme denne gang. Og hvor de forsøgte at fortsætte arbejdet fra deres skjul.

Her blev Kims psyke langsomt mere og mere tyndslidt. Da han endelig nåede hjem, kunne han ikke mærke sig selv længere. Alting var lukket ned.

Til sidst kunne Kim Barrit Jensen ikke længere kunne passe et arbejde. Først dér begyndte han langt om længe at søge hjælp.

For halvandet år siden fik han tilbuddet om en anderledes terapiform. I en have lidt uden for Aalborg. Aurora, hedder den. Det er ikke en hvilken som helst have, men en stor terapihave, man kan fortabe sig i. En have, der lukker verden udenfor ude. En have, hvor livet bliver enkelt igen. 

Med hønsegård, køkkenhave, brænde, der skal kløves, og frokost, der skal laves over bål.

 

Kim Barrit Jensen blev den første PTSD-klient i Aurora hos kropsterapeut Annette Wibæk. Han tog hul på øvelser og på at arbejde. Han tonsede derudaf med at hugge brænde og bane stier i de små skove i haven.

Men det gik for hurtigt. Efter et par måneder slog hans krop fra og begyndte at ryste ukontrollabelt. Det var slut med at lade, som om tilværelsen var noget, han havde styr på.

Kim Barrit Jensen blev nulstillet.

Terapihaven Aurora:

Ligger 10 km vest for Aalborg C. på en 25.000 kvadratmeter stor, skærmet naturgrund tæt ved Limfjorden.

Rummer et 200 kvadratmeter stort hus med stort fællesrum, køkken og toiletfaciliteter.

Haven har et stisystem gennem den vilde natur og flere kroge, der indbyder til at sætte sig og fortabe sig i omgivelserne.

Der er bålpladser, drivhus, stort værksted, smedeværksted, vand, skov og eng, samt en stor grøntsagsmark til dyrkning og brug af egne produkter.

Uden om grunden er der store åbne og ubebyggede vidder i form af mark, strandenge, strand og fjord.

Konceptet med terapihaver kommer fra Sverige, hvor man har brugt dem til krigsveteraner siden årtusindskiftet med gode erfaringer.

Terapihavens indehaver kropspsykoterapeut Annette Wibæk er daglig leder.

 

En af dem, der også kommer i haven, er Kasper Støtting. 

Efter et års tid med terapi i naturen er han stadig ikke den, der snakker mest. Men der er trods alt sket en forbedring, siden han første gang satte sine ben i Aurora.

Dengang sad han for sig selv og betragtede de andre. Eller han forsvandt ind i sig selv og så ingenting. Han undgik øjenkontakt, gemte sig i sin jakke, veg bort, når nogle af de andre i haven søgte hans selskab.

Sådan foregik de første dage. Uger.

I dag snakker han nok til at kunne fortælle om alt det, der gik forud. Alt det, der førte ham hertil. Men det er svært at sætte ord på for første gang.

Kasper Støtting har haft PTSD siden en udsendelse til Afghanistan for nogle år siden. Men det viste sig først efter en fodboldkamp sidste år, hvor han og hans gravide kone blev overfaldet.

Da han så hende blive slået i maven, gik alting i stykker i ham.

- Jeg gik helt i spåner. Og jeg gik helt amok, husker han.

Dagen efter kollapsede han grædende hjemme ved sig selv. Og hans kone gav ham det ultimatum, der til sidst sendte ham herud i terapihaven: Få hjælp, eller jeg går fra dig.

Det er derfor, han er her. Fordi han synes, han skylder sin kone, sine børn og sig selv at få det bedre.

Selv om de har været nede og vende undervejs, haft sammenbrud og rundet sygehuse og andre behandlere, er både Kasper Støtting og Kim Barrit Jensen blevet ved med at vende tilbage til Aurora.

Fordi det giver en mening med dagene. Noget at stå op til. Og fordi det virker.

I dag står han her igen, Kim Barrit Jensen, og hugger brænde. Ikke for længe ad gangen, men han gør det.

Han lader sig synke ned i stilheden, i åndedrætsøvelserne i tipien og i turene rundt om totempælen for at aflevere sine problemer ved dens fod.

I begyndelsen tænkte Kim, at det var fjollet. Det lå ikke lige til ham at håndtere sine problemer på den måde. Men langsomt har han og de andre, der bruger haven, fået øjnene op for virkningen. Det er slut med raseriudbruddene, fortæller Kim. Han har lært at lytte til sin krops advarselssignaler, så han kan trække sig, når det bliver for meget.

Han er blevet en bedre far for sine børn.

Derfor fortsætter han sin behandling herude i Auroras lille verden, hvor behandlingsformerne og livet følger årstidernes skiften.

Her er der ikke noget, der forstyrrer. Her er der plads til, at livet kan begynde igen.

Artikel er blevet til på baggrund af et besøg i terapihaven Aurora lidt uden for Aalborg og flere snakke med nogle af de mennesker, der kommer i haven.

Se det fulde Nordliv-indslag her.

 

Tekst: Camilla Stougård Christoffersen

Foto og research: Michael Andersen