13. december: Studieturen hvor Rasmus Prehn snød en folketingskollega
Nu skal vi igen have en julehilsen fra Christiansborg, hvorfra vi jo hver dag frem til jul får en god historie fra et menneske med særlig tilknytning til Nordjylland - i aften kommer den fra socialdemokratiets Rasmus Prehn.
Den nordjyske socialdemokrat, Rasmus Prehn, viser sig at være lidt af en spøgefugl. Bag låge nummer 13 i den politiske julekalender fortæller han om dengang han tog fusen på Jakob Axel Nielsen under en studietur.
Tonen i den politiske debat kan ofte være hård, og politikerne går ikke af vejen for at gå godt og grundigt til hinanden, når de strides i medierne, i forhandlingslokalerne eller i folketingssalen.
Men der er også afbræk fra den hårde politiske retorik, for eksempel, når politikerne skal på studieture. En af de studieture benyttede den nordjyske socialdemokrat Rasmus Prehn til at tage gas på sin gode ven og tidligere politiske kollega, den konservative Jakob Axel Nielsen.
Det skete, da Rasmus Prehn var temmelig nyvalgt til Folketinget, og han sammen med forsknings- og videnskabsudvalget skulle på studietur til München. Den tur skulle Jakob Axel Nielsen også med på, selv om han egentlig ikke rigtig gad.
- Men så fik jeg lokket ham med, fordi der var en studietur til BMW-fabrikkerne, og han er bidt af en gal BMW. Han havde glædet sig rigtig meget, og hele ugen talte han om det her besøg, fortæller Rasmus Prehn.
Aftenen før besøget på BMW-fabrikkerne, havde udvalget en munter aften, hvor blandt andet den tidligere videnskabsminister, Helge Sander, ilædte sig lederhosen og serverede øl. Det var her, Rasmus Prehns lille spøg tog sin begyndelse.
- Jeg fik så overtalt en mand fra ambassaden, en tysker, til at rejse sig op i bussen på vej til BMW-fabrikkerne og aflyse det.
Og det gjorde Prehns medskyldige så den følgende dag.
- Så det, der skete, var at vi sidder i bussen, og på et tidspunkt rejste den her meget myndige og saglige mand sig op og sagde, at vi desværre ikke kunne besøge BMW-fabrikken, for der var en stor strejke. Heldigvis har vi fået et erstatningsbesøg. Vi kan besøge den meget kendte og navnkyndige knallertfabrik Kreidler Puch, fortæller Rasmus Prehn.
Det blev for meget for Prehns konservative kammerat.
- Så råbte Jakob Axel simpelthen: "Neeeej, jeg vil have mine penge tilbage".
Heldigvis var det hele jo bare en spøg, og det forlyder, at de to stadig er gode venner. For den slags er nemlig lige præcis, hvad der er plads til og ikke mindst brug for på Christiansborg.
- Jeg synes jo, at den historie fortæller lidt om, at vi også kan have det muntert og sjovt på tværs af partierne. Vi går jo hårdt til hinanden og vi har meget hårde konflikter, vi kan også finde på at beklikke hinanden, og folk kan være rigtig trætte af det. Men når vi så har lidt fritid eller er ude at opleve noget sammen, så er der et fabelagtigt godt kollegaskab, siger Rasmus Prehn.