20. december: Slipsedrenge i luciaoptog gennem erhvervsministeriet
Lisbeth Bech Poulsen sender sin julehilsen
Bag den 20. låge i TV2 Nords lille julekalender finder vi SF's Lisbeth Bech Poulsen, hvis bedste minde fra Christiansborg var det år, hvor Erhvervsministeriet fik sit Luciaoptog.
Som skatte- og erhvervsordfører har SF's Lisbeth Bech Poulsen skullet finde sig i at blive regnet som "en af drengene" ikke så få gange, fordi hun har været den eneste kvinde ved mange møder.
- Så opstår der sådan nogle situationer, hvor finansminister Kristian Jensen siger "nå, d'herrer, skal vi så komme i gang" eller da Benny Engelbrecht i sin ministertid sagde, at nu kunne man godt smide slipset og smøge ærmerne op. Så går der lige et par sekunder, hvor de tænker lidt, fortæller Lisbeth Bech Poulsen.
Jeg griner stadig hver eneste december, når jeg kommer i tanker om de her slipsedrenge og -mænd.
Lisbeth Bech Poulsen
Men belønningen for at stå den slags øjeblikke igennem kom det år, hvor daværende erhvervsminister, som for en gangs skyld også var en kvinde - nemlig Anette Vilhelmsen - besluttede sig for, at mændene i hendes ministerium skulle gå luciaoptog den 13. december.
- Jeg griner stadig hver eneste december, når jeg kommer i tanker om der her slipsedrenge og -mænd, som med meget alvorlige miner og måske lidt mod deres vilje rendte rundt med lys, siger Lisbeth Bech Poulsen.
Hun er ret sikker på, at det var ikke departementchefens yndlingsøjeblik.
- Men det var en fantastisk scene, og jeg har heldigvis billeder af det, siger erhvervsordføreren.