I aften vil jeg stryge jeg en tændstik. Swiiitchh og duften af svovl vil ramme mine næsebor mens jeg ser den lille røgsky komme og gå. Jeg tænder et lys. Det er 4. maj.
I det øjeblik vil jeg tænke på min gamle morfar, forlængst død og borte. Som næsten alle de andre mænd og kvinder, der trodsede både tyskere og de danske myndigheder under besættelsen. Morfar sprængte jernbaner i luften sammen med en lille gruppe ligesindede. Og når jeg stryger tændstikken, vil jeg høre den samme lyd, se det samme syn og føle den samme duft som når morfar og hans venner antændte en lunte, for få øjeblikke senere fra sikker afstand at kunne betragte skinnerne ryge til vejrs med et kæmpe brag. Og jeg vil kunne fornemme hans dybe, ru Cecilstemme. "Nej, Mikael. Det skal vi ikke snakke om. Det var noget forfærdeligt noget". Når jeg endnu engang forsøgte at lirke en fortælling ud af ham fra "dengang". Gad vide, hvad det var han ikke ville fortælle?
Nu er der kun ganske få tilbage, der som øjenvidner kan fortælle, hvad der skete dengang. Om få år er der ingen. Og så hænger den på os. Os, der har kendt nogen der levede dengang. Vi skal bære arven videre til næste generation. Holde mindet i live.
Ikke kun for at mindes. Ikke kun for at ære de mennesker, der stred og led. Men for at huske, hvad det var de kæmpede imod. Racehad, voldsherredømme og rendyrket ondskab. Og kæmpede for. Demokrati, menneskerettigheder og frihed. Din og min.
Det er det, vi for alt i verden ikke må glemme. Formålet med deres ofre. For så var det hele spildt. Den værste trussel mod vores frihed er, hvis vi tager den for givet. Før eller siden vil nogen eller noget igen forsøge at tage den fra os. Det viser historien. Derfor sætter jeg lys i vinduet i aften. Fordi nogen kæmpede for det, vi har kært. Det mindste vi kan gøre er at passe ordentligt på det.
De fleste af os har en besættelseshistorie at fortælle i familien. Nogen der levede dengang, og tog kampen op. En bedstefar, en oldemor. De lidt ældre en far eller mor eller en onkel. De allerældste en mand, en kammerat. Eller måske var de selv med.
Hvorfor sætter du lys i vinduet i aften? Hvem tænker du på, når du stryger din tændstik?
