12 års fængsel for knivdrab: Ventede på offer og dræbte ham med kniv, slag og spark

En 23-årig er kendt skyldig for drab på en 27-årig mand.

En mand på 23 år blev i dag dømt for manddrab i Retten i Aalborg. Han får 12 års ubetinget fængsel.
Sammen med en kammerat var han tiltalt for at have angrebet et 27-årigt offer ved Q-Park parkeringshuset ved Jomfru Ane Gade i Aalborg. 

Den 24-årige kammerat blev frikendt for manddrab, men er nu dømt for grov vold og besiddelse af euforisende stoffer - han får ni måneders ubetinget fængsel.

Byretten i Aalborg fandt det bevist, at de to mænd ventede på offeret uden for Zwei Grosse Bierbar, hvor de havde haft en kontrovers. De tiltalte fulgte efter offeret, og ved parkeringshuset Q-Park bagved Jomfru Ane Gade væltede de offeret omkuld. 

Drabet fandt sted omkring klokken 4.30 natten til 12. november 2021. Den 23-årige stak den 27-årige to gange med en kniv, en gang i brystet og en gang i lænden. Offeret blev desuden tildelt slag og spark i hovedet, mens han lå ned. 

Familie måtte slukke for respirator

Den 27-årig kunne selv ringe til alarmcentralen, men han mistede bevidstheden, inden politi og ambulance nåede frem. 

Offeret blev i første omgang bragt til Aalborg Universitetshospital, hvor familien seks dage senere valgte at slukke for respiratoren. Den 27-årige var skadet på grund af hjertestop og iltmangel til hjernen efter overfaldet.

Den 23-årige tog imod dommen. 

Det samme gælder den 24-årige, som løslades ved retsmødet afslutning. Han har siddet varetægtsfængslet i siden gerningen i November 2021.


Seneste nyt

fra Nordjylland