13 landsbyer står sammen om at tiltrække turister

13 landsbyer prøver at få flere besøg.

Igennem det sidste års tid har borgerne i 13 landsbyer arbejdet sammen under navnet Aalborg Fjordland. Målet er at give nordjyderne et nyt lokalt udflugtsmål. I dag holdt alle byerne åbent på en gang til dagen "Oplev Aalborg Fjordland”.

Der var alt lige fra jægere på Halkær Mølle til vikingerne i Sebbersund. De 13 landsbyer og Aalborg Kommune startede projektet for et års tid siden med hjælp fra blandt andet Nordjyllands Historiske Museum og Aalborg Stadsarkiv.

Et af de nye tiltag, der skal gøre det lettere at være gæst i Aalborg Fjordland er infotavler, hvor man kan læse om landsbyernes historie. Hvis man bevæger sig rundt til flere infotavler, vil man opleve en mosaik af historier, der bidrager til et samlet billede af Aalborg Fjordland.

- Vi håber at Aalborg Fjordland kan blive et godt alternativ til at køre til Blokhus, Rebild Bakker, Lille Vildmose eller lignende. Fra midten af Aalborg tager det kun en lille halv time at køre herud i bil. Vi vil rigtigt gerne have at folk gør stop i byerne og eventuelt spiser deres madpakke og drikker deres kaffe i landsbyernes små hyggelige rekreative parker og mødepladser, siger Jane Tange Mathiasen, der er landdistriktskonsulent hos Aalborg Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland