21-årige Thor faldt ti meter fra altan: Nu vil han have ændret loven

Thor Koch Søndergård faldt den 26. december sidste år fra tredje sal og ti meter ned på betonfliser i en baggård på Reberbansgade i det centrale Aalborg. Nu opfordrer han til at støtte et borgerforslag for bedre kontrol af altaner.

Et gelænder, der rev sig løs, blev i slutningen af december skæbnesvangert for 21-årige Thor Koch Søndergård fra Aalborg.

Han var sammen med nogle bekendte til en julesammenkomst, da ulykken indtraf natten mellem fredag d. 25. december og lørdag den 26. december. Han faldt ti meter ned fra en altan på Reberbansgade i Aalborg og landede på betonfliser.

- Jeg husker ikke selv meget fra episoden, jeg har fået genfortalt det meste, fortæller Thor Koch Søndergård til TV2 Nord. 

Faldet betød, at Thor Koch Søndergård efterfølgende blev lagt i kunstig koma. 

Efter en lille uge vågnede han op, og det er her, at billedet øverst i artiklen er taget. Thor Koch Søndergård husker ikke selv, at billedet blev taget. 

Thor Koch Søndergård på nederste trin i midten fra sin tid som håndboldspiller i Tyskland.
Thor Koch Søndergård på nederste trin i midten fra sin tid som håndboldspiller i Tyskland.
Foto: Thomas Thomsen / Facebook

Efter næsten en måneds indlæggelse blev han udskrevet i midten af januar.

quote Til lægernes store forundring har skaderne på både krop og hjerne heldigvis været begrænsede. Jeg kunne ret hurtigt gå, og nu døjer jeg primært med mit ansigt, hvor jeg mangler nogle knogler og nogle tænder, som der forhåbentlig kommer styr på ved hjælp af kirurgiske indgreb hen ad vejen. Jeg er meget hævet, og min kæbe sidder ikke, som den skal.

Thor Koch Søndergård.

 - Til lægernes store forundring har skaderne på både krop og hjerne heldigvis været begrænsede. Jeg kunne ret hurtigt gå, og nu døjer jeg primært med mit ansigt, hvor jeg mangler nogle knogler og nogle tænder, som der forhåbentlig kommer styr på ved hjælp af kirurgiske indgreb hen ad vejen. Jeg er meget hævet, og min kæbe sidder ikke, som den skal, fortæller Thor Koch Søndergård.

Han bakser altså stadig med en del komplikationer, men alt i alt er han sluppet billigt til trods for at have været indlagt på intensiv af flere omgange og har været ramt af flere blodpropper.

Borgerforslaget

Mens Thor Koch Søndergård stadigvæk var indlagt tog hans familie affære. Med fasteren i spidsen blev der formuleret et borgerforslag, om at der skal laves en lov om kontrol og vedligeholdelse af altaner.

Et borgerforslag som Thor Koch Søndergård i et opslag på sin Instagramprofil opfordrer til, at man støtter.

quote Jeg er overbevist om, at det ikke var sket for mig, hvis der havde været kontrol af altaner. Jeg har været utrolig heldig, men det er det ikke sikkert, at den næste er.

Thor Koch Søndergård.

- Jeg er overbevist om, at det ikke var sket for mig, hvis der havde været kontrol af altaner. Jeg har været utrolig heldig, men det er det ikke sikkert, at den næste er, siger Thor Koch Søndergård.

I borgerforslaget foreslås det også, at der indføres en præcisering af ansvaret for vedligeholdelse af altaner samt en passende bødestørrelse ved misligholdelse. 

Hverdag igen

Thor Koch Søndergård missede en del eksamener på sit studie efter ulykken, men nu er han tilbage til undervisningen, der foregår digitalt. 

Han kigger fremad og krydser fingre for, at borgerforslaget får 50.000 støttere, så det kan blive fremsat i Folketinget.

- Det er horribelt, at man ikke gør noget ved sådan her et problem, når det nu er så tydeligt, at det er farligt. Jeg er jo ikke den første, som er ude for sådan noget her, siger Thor Koch Søndergård. 

Thor Koch Søndergård ønsker endnu ikke at vise sit ansigt offentligt, da han stadig venter på at få lavet forskellige kirurgiske indgreb. 


Seneste nyt

fra Nordjylland