22 p-pladser skal hjælpe aalborgensiske håndværkere: - Det er tid, der koster
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Nye p-pladser til håndværkere i Aalborg skal gøre det lettere at arbejde i centrum.
Ingen ledige pladser og håndværkere, der er nødt til at flytte bilen hver time.
Det har længe været et problem for de håndværkere, der har opgaver i centrum af Aalborg.
En af dem er malermester Jesper Hedegaard Thomsen. En stor del af hans arbejdsdag går nemlig med at flytte firmabilen hver time for at undgå parkeringsbøder.
- Det er tid, der går fra malerarbejdet hver gang. Det er tid, der koster. Jeg bruger et kvarter på det hver gang, sagde han til TV2 Nord i juni.
Derfor har Aalborg Kommune nu i en toårig forsøgsordning reserveret 22 p-pladser, der i dagtimerne er forbeholdt erhvervskøretøjer på gule plader.
De 22 erhvervspladser, der dog er betalingspladser, er fordelt på 11 områder, som både Aalborg Kommune, Erhverv Norddanmark, Aalborg Håndværkerforening og Aalborg City har været med til at udpege.
- Det er nu 10 år siden, jeg første gang blev kontaktet af en håndværker, som efterlyste bedre muligheder for erhvervsparkering, så jeg glæder mig rigtig meget til at følge vores nye ordning og se, om det kan hjælpe primært vores håndværkere med hurtigere at finde en parkeringsplads, siger rådmand for By- og Land i Aalborg Kommune, Jan Nymark Rose Thaysen (V).
Kan også benyttes af andre
Pladserne er reserveret til erhverv fra klokken 07 til klokken 16 på hverdage, hvorefter 14 af pladserne herefter fungerer som en times parkeringspladser og de resterende otte pladser fungerer som normale betalingspladser.
- Samtidig er vi også rigtig spændte på at se, hvordan pladserne benyttes efter klokken 16, når de ikke længere fungerer som erhvervspladser. I nattetimerne kan det være udfordrende for blandt andet hjemmeplejen at finde en parkeringsplads tæt på borgerens hjem, og her håber vi, at pladserne med en times parkering kan hjælpe på den problematik, siger rådmanden.
Ordningen om erhvervspladserne skal i første omgang køre i to år, hvorefter projektet skal evalueres. Derfor er parkeringspladserne udstyret med en sensor, der kan give kommunen data om brugen af dem.
Forslaget om de ekstra p-pladser kom allerede under kommunalvalget i 2017.
De daværende borgmesterkandidater Thomas Kastrup Larsen (S) og Tina French (V) var inviteret til et vælgermøde for de aalborgensiske håndværkere, hvor forslaget kom på banen. Begge kandidater var positivt stillede overfor forslaget.