220 får forkæles med forårsklipning
En professionel fåreklipper kan klare en forårsklipning på få minutter. Foto: Pia Egeberg
Fårene slipper af med deres tunge vinterpels, inden de Skærtorsdag lukkes ud på Lindholm Høje og i Lindholm Fjordpark. Ellers risikerer både de og deres unger at lide under pelsen.
Ét år. Så lang tid er det siden, fårene sidst blev klippet.
Derfor var det en flok lettede får, der Skærtorsdag fik en gedigen studsning, inden de lukkes ud på to naturområder i Nørresundby.
- De har en lang uld nu, så de trives rigtigt godt med at få ulden af, inden de skal have deres små lam om en måneds tid. De trives meget bedre i varmen og kan bedre bevæge sig rundt uden den lange uld, der hæmmer dem, fortæller naturplejer Andreas Eg Lomborg.
Han er indehaver af virksomheden 'Flyvende Græsning', der ejer fårene og lejer dem ud til Aalborg Kommune. 18 af fårene er af racerne Gutefår og Gotlænderfår.
VIDEO: Naturplejer Andreas Eg Lomborg fortæller om hans får:
Ialt skal 220 får i frisørstolen denne torsdag, inden de skal ud og vise den nye hårpragt frem på vikingelandsbyens Lindholm Højes udendørsarealer og naturområdet ved Lindholm Søpark - begge i Nørresundby.
- Her skal de bekæmpe bjørneklo på et 70 hektar stort område i fjordparken, og så skaber de en kæmpe herlighedsværdi for alle de mange tusinde mennesker, der går ud til Verdens Ende ved Egholm (naturområde i Nørresundby, red.), fortæller Andreas Eg Lomborg.
Mere plads til lammene
De 220 får avler skaber tilsammen omkring 300 lam, der kommer til verden til maj og juni. Og bliver fårene ikke klippet inden, kan det få store konsekvenser for lammene.
- Lammene har meget nemmere ved at finde yveret, når mødrene er nyklippede. Og man risikerer også, at fårene vælter om på siden og ikke selv kan komme op igen, når ulden er så tyk. Og det kan være skæbnesvangert for både fåret selv ungen i dens mave, hvis den ligger dér i mere end et halvt døgn, fortæller naturplejer Andreas Eg Lomborg.
To typer af fåreklippere
En professionel fåreklipper kan klare en forårsklipning på ganske få minutter. Denne torsdag er det to polske klippere, der svinger saksen for Andreas Eg Lomborg og hans virksomhed 'Flyvende Græsning'.
- De står med fåret mellem benene og bevæger det rundt. Andre sætter dem op på et klippebord, som man gør med en hund. Men det er en langsommelig og dyr proces. Og så får man sjældent danske klippere til at klippe i regnvejr. Fårene er ligeglade, men klipperne har store problemer med regnen, siger naturplejeren.