250 km/t: BMW drønede fra politiet i biljagt
Politiet er afhængige af vidner, lyder det.
Opdateret 16.11: Politiet har nu fundet den sorte BMW, der har været efterlyst i forbindelse med biljagten.
- Grundet borgerhenvendelser har vi fundet køretøjet ved Sønderup, hvor den var forladt. Køretøjet er nu i politiets varetægt, skriver de på Twitter.
Nordjyllands Politi leder fortsat efter bilisten, som kørte i sort BMW 535D med registreringsnummer DA37375.
Det skrev de ved 11-tiden på Twitter.
Eftersættelse på E45 i nordgående retning. Nordjyllands Politi efterlyser en sort BMW 535D med reg. nr. DA37375. Sidst set omkring afkørsel Støvring. Muligvis kørt af E45 omkring Støvring. Kontakt os på 114, hvis du ser dette køretøj.
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) July 12, 2023
De skrev videre, at bilen sidst var set omkring afkørsel Støvring, og at den muligvis er kørt af E45 omkring Støvring.
Afhængige af hjælp
Personen i BMW'en havde på ingen måde lyst til at tale med politiet. Patruljevognen, som var i hælende på bilen, var helt oppe at køre 200 kilometer i timen. Det var imidlertid ikke nok til at følge med. For BMW’en anslås at have kørt op mod 250 kilometer i timen.
- BMW’en slap desværre væk fra os. Vi leder ikke aktivt efter den nu, fordi vi ikke ved, hvor vi skal kigge. Vi er afhængige af henvendelser fra borgere. I nuet har vi ikke nogen idé om, hvor køretøjet er, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Morten Axelsen.
Det var en patruljevogn fra Nordsjællands Politi, som skulle til Nordjylland i en anden anledning, der kontaktede Nordjyllands Politi og fortalte, at de havde sat gang i en eftersætning.
Nordjyllands Politi sendte herefter hurtigt patruljer af sted fra Aalborg Midtby. De lå efterfølgende på lur omkring Svenstrup, men her kom BMW’en aldrig forbi.
Politiet vil gerne kontaktes på 114, hvis du har set bilen. Hvorfor politiet i første omgang satte efter bilen, vides endnu ikke.