500 ukrainere inviteret til julefest: - Det er lidt hårdt ikke at fejre jul hjemme
Mange ukrainske flygtninge var tirsdag aften samlet i Aalborg Citykirke til julemiddag og julegaver.
Den tidlige juleaften bød på en både god, men også trykket stemning.
Der var sørget for julemad, gaver og julemand, da Aalborg Citykirke inviterede flere hundrede ukrainske flygtninge indenfor.
- Vi er meget glade for det, der er arrangeret for os. Det er rigtig godt, siger Zenia Bobyleva.
Hun er fabriksarbejder i Nørager, og var én af næsten 500 ukrainere, der var dukket op.
- Maden er meget lækker. Det er lidt anderledes, end det vi spiser i Ukraine.
Men det var også med vemod, at ukrainerne fejrede jul sammen med kirken i Aalborg.
- Det er lidt hårdt ikke at fejre jul hjemme, fortæller Zenia Bobyleva.
Vi er glade for, at så mange mennesker hjælper os
Zenia Bobyleva
Præst Carsten Jensen oplevede også, at der var en både trykket og positiv stemning.
- Lige da vi startede, var der en lidt mere trykket stemning. Derefter blev der fest og glade dage. Men det er klart, at tankerne lige skal væk fra det derhjemme i Ukraine. Og det er jo det, vi gerne vil - at de oplever en fest og god stemning her.
Det er kirke for os. Og kirke handler om kontakt med mennesker. Der er mange ukrainere i Aalborg, som har det svært på grund af det, de har forladt og oplevet.
Carsten Jensen, præst
50 frivillige har været med til at stable arrangementet på benene.
- Det er det hele værd. Det at kunne være noget for andre mennesker, og specielt ukrainerne, som virkelig har behov for det lige nu.