64-årig mand afsløres med 1,7 kg amfetamin
Foto: Søren Broust Hansen
En større politiaktion fik tirsdag politiet på sporet af to mænd i Hals. Her fandt de en stor mængde amfetamin, den ene af de to mænd blev dømt tre års fængsel.
Nordjyllands Politi gennemsøgte tirsdag aften et hus i Hals for tyvekoster. I stedet for tyvekoster fandt de 1,7 kg amfetamin til en værdi 130.000 kroner. En 49-årig mand og en 64-årig mand befandt sig på adressen og blev efter fundet anholdt.
- Det var i forbindelse med en indbrudsefterforskning, at vi fandt frem til huset i Hals. Vi havde fået et tip om nogle indbrudskoster, som skulle være gemt i huset. Men her fandt vi i stedet 1,7 kg amfetamin, siger politikommisær Sune Myrup.
De fandt ingen tyvekoster, men politiet var bekendt med den 64-årige i forbindelse med tidligere indbrud. Den 49-årige havde de ikke kendskab til fra tidligere.
- Den 64-årige indrømmede i retten, at han havde været i besiddelse af amfetaminen. Da vi ikke fandt nogle tyvekoster, fik han udelukkende en narkodom på tre års fængsel, siger politikommisær Sune Myrup.
Den 49-årige medgav, at det var den 64-årige, der stod bag besiddelsen af amfetaminen, men han er stadig sigtet i sagen.
Det var en del af en større indbrudsefterforskning, da polititet ransagede huset i Hals. Nordjyllands Politi havde nemlig inden aktionen en række personer, som de vidste, de skulle have fat i, og ifølge Sune Myrup er de alle blevet anholdt.
- På nuværende tidspunkt har vi fat i alle dem, vi gerne ville have haft, men vi regner med, at der kommer flere anholdelser de kommende dage, siger politikommissær Sune Myrup.