AaB forlænger med backtalent
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
AaB har tirsdag forlænget samarbejdet med backtalentet Joakim Mæhle, så parterne har papir på hinanden til sommeren 2020.
En af sæsonens positive overraskelser på AaB's Superliga-hold bliver i den nordjyske klub. AaB har tirsdag forlænget højrebacken Joakim Mæhles kontrakt, så den gælder indtil 30. juni 2020. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.
- Joakim Mæhle er et produkt af vores dygtige talentarbejde i både AaB og i vores cirka 120 samarbejdsklubber, og det har været imponerende at følge, hvor hurtigt han har formået at løfte sin udvikling til Superliganiveau, siger AaB's sportschef Allan Gaarde.
19-årige Mæhle kom til AaB fra Østervrå I.F., da han var 12 år. Han blev før denne sæson rykket op i den nordjyske klubs Superliga-trup og står noteret for 11 officielle kampe og et enkelt mål i AaB-trøjen.
- Jeg er fantastisk glad for forlænge aftalen med den klub, som jeg allerhelst vil spille i. Det giver ro, men samtidig er jeg meget bevidst om, at det er nu, at det hårde arbejde starter, og jeg vil selvfølgelig gøre alt for at forsøge at beholde min plads på holdet, selvom der er hård kamp om at spille, siger Joakim Mæhle.
Joakim Mæhle har på rekordtid formået at erobre pladsen som højre back på AaB's hold, og sportschef Allan Gaarde ser store perspektiver i det fortsatte samarbejde med den unge nordjyde.
- Mæhle er både hurtig og indeholder en kæmpe motor, ligesom han også har fysik, fighteregenskaber og fin teknik. Herudover er han en sympatisk og fornuftig ung mand, der målrettet vil fortsætte sit fokus på at dygtiggøre sig, siger Allan Gaarde.