AaB sejrede sikkert over AGF
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Frederik Børsting stod for kampens eneste scoring, da han scorede efter en stor fejl af AGFs Sebastian Hausner.
2000 tilskuere var på plads på Aalborg Portland Park, og de overholdt myndighedernes anbefalinger til punkt og prikke.
AaB tog i aften hjemme på Aalborg Portland Park imod AGF i 3F Superligaens mesterskabsslutspil.
Rundt regnet 2000 tilskuere havde fundet vej til et solbeskinnet stadion, hvor der med de nye gældende regler var plads til i alt 3758 tilskuere.
Og de blev vidne til en jævnbyrdig første halvleg, der kun bød på få målchancer.
Men i det 38. minut bragte Frederik Børsting AaB foran 1-0, og det bragte jubel på tribunerne, men alle tilskuerne satte sig pænt ned igen – og i det hele taget opførte alle tilskuere sig kampen igennem eksemplarisk og efter myndighedernes forskrifter.
I anden halvleg blev AGF reduceret til 10 mand, da Nicolai Poulsen blev præsenteret for et rødt kort.
Selv om AGF var en mand i undertal, pressede de på for at få udlignet, men som halvlegen skred frem kunne gæsterne ikke holde dampen oppe mod et udmærket kæmpende AaB-mandskab, som kunne køre sejren på 1-0 stille og roligt hjem.
Efter slutfløjtet kunne tilskuerne, der var inddelt i ni tilskuerafsnit, ikke alle forlade stadion samtidig men derimod i mindre grupper. Det skyldes myndighedernes anbefalinger, som tilskuerne under hele kampen levede flot op til.