AaB vrager anfører - her er hans overraskende erstatning
Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD
Der er desuden også valgt ny viceanfører.
Efter blot et halvt år er Rasmus Thelander ikke længere anfører i AaB. Det oplyser klubben fredag.
I stedet afløses han af den forholdsvis nytilkomne målscorer Mathias Jørgensen, der for alvor fik slået sit navn fast i foråret.
- Sammen med den øvrige stab har jeg valgt at kigge på tingene med friske øjne, og som konkurrencesituationen er lige nu på positionen som midterforsvarer, så synes jeg, det giver bedst mening, at det ikke er Rasmus (Thelander, red.), som er anfører, udtaler cheftræner Menno van Dam.
Det betyder ikke dog ikke ifølge cheftræneren, at den nu tidligere anfører ikke kan og skal bidrage med sine kompetencer til holdet.
I stedet bliver det altså angriberen, der i sommerens løb også er skiftet til nummer 11, som fremover skal bære anførerbindet.
Selvom det kan være overraskende for mange, er det for chefen bag valget "ganske logisk":
- Både på og uden for banen er Mathias hver eneste dag et fantastisk eksempel for sine holdkammerater; han er et godt menneske, som har øje for og en fornemmelse af folkene omkring ham, og på banen bringer han intensitet, energi, kvalitet og humør, så både som person og som spiller er han vigtig for os, og han lever til fulde op til klubbens værdier, pointerer Menno van Dam.
Også ny viceanfører
I tilfælde af, at den nye anfører skulle misse en kamp i den kommende sæson, vil hans afløser i anførerrollen være Melker Widell, der er blevet valgt som viceanfører.
- Jeg er på alle måder faldet fantastisk til i Aalborg og AaB, og jeg er meget stolt over nu at skulle være anfører, hvilket er en stor, men også fed opgave, som jeg er meget ydmyg overfor. Samtidig er jeg sikker på, at det også er en rolle, jeg magter, udtaler Mathias Jørgensen om sin nye rolle.