AaB'ere slemt skuffede efter 'forfærdelig start'

AaB-spillerne leverede kom tilbage fra at være bagud, men er stadig ikke tilfredse.

AaB's bedste fodboldherrer er godt på vej mod oprykning til Superligaen fra NordicBet Ligaen, men præstationerne har langt hen ad vejen været til den skuffende side.

Og sådan ser flere af AaB'erne også på søndagens præstation.

- Vi snakker meget om præstationer, og jeg er ikke tilfreds med præstationen i dag, og så er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med resultatet, lyder det fra Rasmus Thelander, der var en af dagens målscorere for AaB.

Se video fra opgøret her: 

 

- Det er ikke sjovt at spille uafgjort foran vores hjemmepublikum. Vi forventer at få tre point, hver gang vi går på banen på hjemmebane, så jeg har en lidt ærgerlig følelse lige nu, siger Mathias Jørgensen, der også scorede for AaB. 

- Jeg er selvsagt skuffet. Det er svært at vinde fodboldkampe, når tre mål ikke er nok. Det er lidt op ad bakke, forklarer den midlertidige og debuterende cheftræner for AaB, Mathias Haugaasen. 

Se billeder fra opgøret her: 

Mareridtsindledning på opgøret blev vendt

Opgøret på hjemmebanen Aalborg Portland Park blev en målfest, der endte 3-3 mod Kolding IF i et opgør, hvor AaB var bagud 0-2, fik udlignet til 2-2 og igen kom bagud med 2-3 i anden halvleg. 

Se interview med Rasmus Thelander her: 

- Forfærdelig første halvleg. Vi ved godt, at det er et svært hold at spille mod, men forfærdelig start altså. Vi er ikke stærke nok i de basale ting som dueller, og så kan du snakke taktik, men når du ikke kan stå imod der, får du det svært, siger forsvarsspilleren Rasmus Thelander. 

- Jeg var sgu ikke tilfreds, må jeg sige. Vi vidste, hvad de kom med, og de kommer med fysik, og det skal vi stå imod, tilføjer han om den utilfredshed, han udtrykte på vej ned i omklædningsrummet efter de første 45 minutter. 

Se interview med Mathias Haugaasen her: 

AaB'erne fik da også bedre fat i anden halvleg.

- Der er ingen tvivl om, at vi får snakket nogle ting igennem i pausen, og vi viser igen noget karakter og mandsmod i forhold til at komme ud og få arbejdet for sagerne og for at kæmpe os tilbage i kampene, forklarer angriberen Mathias Jørgensen. 

- Det er lidt irriterende, at vi hele tiden skal arbejde os tilbage ind i kampene i stedet for at tage initiativet fra første minut af. Det er noget, vi gerne vil arbejde med. 

Se interview med Mathias Jørgensen her: 

AaB kan rykke op i Superligaen, når de gæster FC Fredericia torsdag, hvis nordjyderne kan hive sejren med hjem. 

- Jeg tænker ikke i oprykning. Jeg tænker først og fremmest i præstationer, og hvis den er god nok, får vi belønning, fortæller den midlertidige cheftræner Mathias Haugaasen.

- Vi må hjem og restituere godt og se frem mod torsdag. Der er ikke mange dage til, så vi er nødt til at være skarpe der, slutter nordmanden. 


Seneste nyt

fra Nordjylland