AaB's europæiske drøm lever efter comeback
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB kan stadig selv afgøre, om de skal spille med i den europæiske klubturnering Conference League i næste sæson, efter at det onsdag aften blev til en sejr over Vejle.
Det så skidt ud undervejs, men da dommerens sidste fløjt lød på Aalborg Portland Park onsdag aften, kunne spillerne fra AaB juble over, at deres drøm om at få udenlandsk modstand i næste sæson lever.
På eget græs lykkedes det nemlig nordjyderne at vinde med 2-1 over Vejle Boldklub, selvom AaB var bagud ved pausen. Dermed lever AaB's håb om at sikre sig Superligaens syvendeplads, som vil give dem en playoff-kamp mod nummer fire om en plads i den nye europæiske klubturnering Conference League, der begynder efter sommerpausen.
AaB blæste til angreb fra start og efter godt og vel 10 minutters spil fik Jakob Ahlmann jublen til at bryde løs blandt holdkammeraterne og tilskuerne på stadion, da han sendte bolden i mål. Glæden varede dog ikke ved, da videobillederne afslørede, at der var offside i opspillet, og scoringen blev derfor annulleret.
Svækket af maveonde og hovedskade
Nordjyderne måtte undvære den 19-årige angriber Tim Prica, som sad ude med et maveonde. Dermed var offensiven svækket, da svenskeren havde stået bag AaB's seneste tre Superliga-scoringer.
Efter 20 minutters spil blev AaB også svækket defensivt, da Rasmus Thelander slog hovedet og måtte lade sig udskifte.
AaB-målmand Jacob Rinne måtte diske op med en vigtig redning efter en god halv times spil, hvor en afslutning fra Vejles Saeid Ezatolahi ramte AaB-forsvareren Daniel Granli og fik retning mod nordjydernes mål.
I første halvlegs tillægstid begik AaB's Kristoffer Pallesen en stor fejl, da han forsøgte at heade bolden tilbage til Jacob Rinne. AaB-forsvareren havde overset, at Vejles German Onugkha stod mellem ham og målmanden, og Vejle-angriberen opsnappede bolden og omsatte friløberen til en scoring, som betød at gæsterne var foran med 1-0 ved pausen.
Onugkha scorede for AaB
Vejle skiftede hele tre spillere ud i pausen, og der var brug for friske ben i anden halvleg, hvor gæsterne fik lov at løbe meget efter bolden, da AaB var klart mest i besiddelse af læderkuglen.
AaB-spillerne havde dog svært ved at udnytte spilovertaget til at skabe målchancer, og det var hovedsagelig omkring standardsituationer, at nordjyderne blev farlige.
Efter en times spil var det netop i forbindelse med en standardsituation, AaB fik udlignet. Et langt indkast kom ind i Vejles felt, hvor gæsternes målscorer German Onugkha forsøgte at dække AaB's Mathias Ross op. Russeren fik headet til bolden, men fik sendt den i eget net og blev noteret for et selvmål. Dermed stod det 1-1, efter at Onugkha var kommet på måltavlen for begge hold.
Vejles Saeid Ezatolahi gjorde det sværere for gæsterne at få point med hjem fra Aalborg, da han med 20 minutter tilbage af kampen fik sit andet gule kort og blev sendt tidligt i bad.
Hollænder blev AaB-helt
Efter bare et minut i overtal sendte Kristoffer Pallesen et godt indlæg ind i gæsternes felt, og her dukkede hollandske Tom van Weert op og headede AaB i front.
Vejle fik bolden i mål igen, men dommer Peter Kjærsgaard-Andersen dømte frispark til AaB, og scoringen talte derfor ikke. Det fik temperamenterne til at koge over på Vejle-bænken, hvor flere fra holdets stab blev vist væk.
Flere scoringer blev det ikke til, og AaB sikrede sig dermed de tre point, som sender holdet op på syvendepladsen i Superligaen. Nordjyderne har et forspring på to point til SønderjyskE, som dog har en kamp i baghånden.
AaB møder SønderjyskE i sidste spillerunde. Den direkte kamp om syvendepladsen, som giver adgang til playoff-kampen om en plads i Conference League, spilles i Haderslev mandag eftermiddag.