AaB's floorball-kvinder får sølv
AaB's kvinder måtte nøjes med at få sølv rundt om halsen.
Overraskelsen lurede undervejs.
Her i weekenden blev der spillet Final 4-stævne i floorball i Arena Nord i Frederikshavn. Arrangementet blev en stor succes med masser af flot floorball og masser af tilskuere lørdag og søndag.
AaB’s piger var repræsenteret i pokalfinalen, hvor de stod over for Copenhagen FC, der forud for opgøret var udråbt til at være storfavoritter. Godt nok var AaB kommet frem til finalen med en storsejr i bagagen. Lørdag bankede de nemlig Herlev med 12-1.
Anderledes svært blev dog søndag. I kampens indledning kom Aalborg-holdet bagud 0-2. Det fik imidlertid ikke spillerne til at slå op i banen. AaB-holdet viste imponerende styrke og fik først recduceret til 1-2 og senere udlignet til 2-2.
Niveauforskel efter første periode
Herfra gik luften ud af ballonen. Fra anden periode og frem stod der Copenhagen FC på opgøret. Storfavoritterne, der har flere landsholdsspillere på holdet, scorede det ene mål efter det andet.
Københavnerne vandt til syvende og sidst med 10-4 efter en flot spillet finale, som AaB også havde stor ære af trods nederlaget.
Dermed lykkedes det ikke AaB at vinde klubbens fjerde pokaltitel. Holdet har stået med guldmedaljen om halsen i 2013, 2018 og 2020.