Aalborg 89ers får stort tilskud: Vil udbrede amerikansk fodbold til hele Nordjylland
Foto: Johnni Isaksen
Aalborg 89ers har omkring 100 aktive medlemmer.
Den aalborgensiske amerikansk fodbold-klub modtager 117.494 kroner i støtte fra DIF og DGI's foreningspulje.
Amerikansk fodbold til hele Nordjylland! Sådan lyder missionen, efter Aalborg 89ers har modtaget 117.494 i foreningsstøtte.
Støtten kommer fra DIF og DGI's foreningspulje. En pulje, hvor midlerne er afsat af en bred gruppe af Folketingets partier som 'spillehalsmidler', afsat til at støtte det frivillinge foreningsliv i Danmark.
Årligt uddeles 44 millioner kroner, og størstedelen af bevillingerne ligger mellem 10.000 og 30.000 kroner, så det er en bevilling i den høje ende af skalaen, der nu tilfalder Aalborg-klubben.
Og selvom det er en Aalborg-klub er formålet med pengene, at sporten skal udbredes til resten af Nordjylland.
- Vi i 89ers er virkelig glade for, at DIF vil støtte op om et projekt, hvor vi kan være primus motor for at udbyde træning andre steder end i Aalborg, så vi forhåbentligt kan få flere udøvere i sporten og på lidt længere sigt få flere lokale hold, siger Jakob Zinck Thellufsen, cheftræner i Aalborg 89ers.
Træning flere steder i Nordjylland
Gennem de seneste 10-15 år er antallet af klubber med amerikansk fodbold faldet i Nordjylland, og ifølge 89ers er det lige nu ikke muligt at træne amerikansk fodbold nord for Limfjorden.
Det vil de nu lave om på.
- Vi har i dag vores daglige aktivitet i Dall Villaby tæt på City Syd i Aalborg, og her fortsætter vi selvfølgelig træning, og man er velkommen til at komme og prøve amerikansk fodbold der. Men det her projekt giver os en hel unik mulighed for at komme ud i hele Nordjylland, og komme tættere på alle de nordjyder, hvor det er langt at skulle køre ind til Aalborg hver tirsdag og torsdag, siger cheftræneren.
Men hvis du drømmer om at afprøve sporten andre steder, må du vente lidt endnu med at finde ud af, hvor det bliver muligt.
- De endelige placeringer er ikke på plads endnu, men bliver lanceret så snart vi har aftale med de enkelte trænere og kommuner, men vores mål er at finde tre faste steder, vi kan tilbyde én ugentlig træning i amerikansk fodbold.
Aalborg 89ers er ifølge klubben selv en af landets ældste amerikansk fodbold-klubber. Klubben blev oprettet i 1989, deraf navnet, og har i dag omkring 100 aktive medlemmer.