Aalborg Håndbold klar til afgørende kamp om guldet
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lørdag bliver det afgjort, om DM-guldet i herrehåndbold havner i Aalborg.
“Hvem var det der vandt i dag, det var dem fra Aalborg af“, sådan gjaldede det fra omklædningsrummet for fire dage siden, da Aalborg Håndbold havde pulveriseret GOG med 34-29.
Og straks efter kunne man høre de 400 medrejsende fans synge samme sang på tribunerne.
Lørdag håber både spillere og fans på at kunne synge sangen igen, når den afgørende DM-finale bliver spillet i Sparekassen Danmark Arena i Aalborg, hvor der ingen ledige pladser bliver at finde. Alle billetter er nemlig allerede solgt.
Se interview med cheftræner Stefan Madsen:
Skånekost før afgørende kamp
Og man troede faktisk også, der var “udsolgt” hos Aalborg Håndbolds spillere, efter at holdet tabte den første finalekamp i Aalborg med et enkelt mål.
Flere af de rutinerede stamspillere så slidte ud, og bedst som man troede, det var slut, så tog spillerne til Odense og spillede en af de bedste kampe i denne sæson. Det resulterede i en femmålssejr over GOG og dermed en afgørende finalekamp.
De slidte spillere får nu en lille uge med lette træninger, før det afgørende slag venter.
Uanset om det bliver til guld eller sølv skal der efter lørdagens kamp tages afsked med flere spillere. Og hvis det bliver til guld, bliver Sparekassen Danmark Arena ramme om en stor guldfest som vil vare resten af aftenen.
Se interview med stregspiller René Antonsen: