Aalborg Håndbold jagter kronen på værket
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Tirsdag aften bliver det afgjort, om Aalborg Håndbold tager en plads i DM-finalen. Nordjyderne skal i et fyldt Gigantium forsøge at besejre BSV i den afgørende semifinale.
Aalborg Håndbold kan tirsdag aften spille sig i DM-finalen for første gang siden 2014. Hjemme i Gigantium møder nordjyderne de forsvarende danske mestre fra BSV, og det er et opgør, Aalborg-spillerne glæder sig til.
- Vi spiller om en finale. Det er ikke for sjov mere. Så det hele er sat lidt på spidsen, siger Aalborg Håndbolds stregspiller René Antonsen til TV 2 SPORT.
De to første semifinalekampe mellem holdene har været tætte. Aalborg vandt 28-26 på hjemmebane i den første semifinale, mens BSV fremtvang en tredje og altafgørende kamp med en 29-27-sejr i lørdags.
- Det vil være kronen på værket, hvis vi kan komme i en finale og måske få en guldmedalje og ikke mindst sende Sander til Paris med en guldmedalje. Det vil han jo nok håbe for holdet, og det håber vi selvfølgelig også på, siger René Antonsen med henvisning til Aalborg Håndbold-stjernen Sander Sagosen, som skifter til storklubben PSG efter sæsonen.
Aalborg Håndbold vandt senest det danske mesterskab i 2013, og René Antonsen håber, at det lykkes klubben at gentage bedriften i år.
- Det vil være fantastisk for klubben, som trænger til at få en titel. Det er dét, vi kæmper for og har kæmpet for hele sæsonen. Vi blev nummer et i grundspillet og har spillet en rigtig fin sæson, så det vil være fuldstændig fantastisk, siger stregspilleren.