Aalborg Kommune ’skriger’ på flere dagplejere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Blot et år efter sidste 'dagpleje-tørke', mangler der nu igen 50 dagplejere i Aalborg Centrum og en række oplandsbyer.
Nordjyderne har haft så travlt med at få børn, at det er svært at finde nok dagplejerne i flere byer. Netop nu mangler der omkring 50 dagplejere.
Det er især i de store boligkvarterer i og omkring Aalborg Centrum, at der er akut behov for flere dagplejere. De mangler i Aalborg Centrum, Mølholm, Hasseris, Vestbyen, Øgadekvarteret, Vejgaard Centrum, Kærby, Scheelsminde, Sohngaardsholm/Frydendal, Seminariekvarteret, Kanalkvarteret og Sønder Tranders.
Bor man her og har man lyst til at arbejde professionelt med børn, så er det bare med at komme ud af busken.
Peter Ottesen, leder af Dagplejen
Også i de mindre oplandsbyer er det svært for forældrene at finde pasning. Nord for fjorden mangler der dagplejere i Vodskov og Vestbjerg. Syd for fjorden er det i Nibe, Storvorde, Kongerslev, Gistrup og Frejlev.
- Det er jo dejligt, at der bliver flere børn i disse kvarterer. Bor man her og har man lyst til at arbejde professionelt med børn, så er det bare med at komme ud af busken, fortæller leder af Dagplejen, Peter Ottesen.
Manglede også for ét år siden
For præcist et år siden - i september 2017 - manglede der ligeledes 50 dagplejere i Aalborg Kommune. Men ifølge Dagplejen er der ikke tale om, at de medarbejdere, der dengang blev ansat, allerede er faldet fra.
- Vi fik de medarbejdere, vi søgte på daværende tidspunkt, og siden da er nogle dagplejere gået på efterløn eller pension. Enkelte har selvfølgelig også fundet ud af, at jobbet alligevel ikke var dem, men det har været et begrænset frafald, oplyser leder af Dagplejen, Peter Ottesen.
Han understreger, at der også har været en stigning i børnetallet i Aalborg Kommune – og derfor er behovet naturligt nok nu større for dagplejere.
Enkelte har selvfølgelig også fundet ud af, at jobbet alligevel ikke var dem, men det har været et begrænset frafald.
Peter Ottesen, leder af Dagplejen
Hos Dagplejen arbejder man målrettet med de nye dagplejere for at sikre, de kommer godt i gang – og ikke siger jobbet op.
- Vi har en særlig ’onboarding-proces’, hvor vores arbejdsmiljøpræsentant jævnligt besøger dagplejerne og hjælper dem godt i gang. De bliver oplært i organisationen og får tilknyttet en netværksambassadør, som tager godt imod dem, siger Peter Ottesen.
Kampagne skal lokke nye dagplejere til
Hos Dagplejen går man nu målrettet ud med en kampagne i de byer og Aalborg-områder, hvor behovet for nye dagplejere er størst.
En lokal dagplejer er blevet valgt i hvert område – og vedkommende skal fungere som ’det gode eksempel’.
- Samtidig kan vi vise, hvor forskellige vores dagplejere er, og hvor forskelligt de bor. Derfor kan man i vores kampagne f.eks. møde et ægtepar, der sammen driver en stordagpleje og en mandlig dagplejer. Det er heller ikke noget krav, at man bor i en villa. Man kan sagtens være dagplejer i en lejlighed. Det afgørende er, at man kan skabe gode rammer for børnenes hverdag", fortæller Peter Ottesen.