Aalborg Universitet i top på anerkendt verdensrangliste
Prorektor for uddannelse Inger Askehave.
Aalborg Universitet indtager en førsteplads på anerkendt rankingliste, når det gælder kvalitetsuddannelse.
Der er grund til at juble ved Aalborg Universitet.
På rankinglisten Times Higher Education Impact, som er en anerkendt rankingliste over universiteter i hele verden, bliver Aalborg Universitet placeret som verdens bedste til at sikre og udbrede kvalitetsuddannelse, som understøtter en bæredygtig udvikling af verden.
Placeringen skyldes universitetets tilgang til og forskning i uddannelse.
- Førstepladsen er en kæmpe anerkendelse af AAU og understreger, at vi på verdensplan er førende inden for uddannelse og forskning i uddannelse. AAU har arbejdet for en bæredygtig udvikling af verden længe før det var på alles læber, siger prorektor for uddannelse Inger Askehave.
- Aalborg Universitet klarer sig fremragende
Rankinglisten har vurderet 766 universiteter i hele verden ud fra FN’s 17 verdensmål, og Aalborg Universitet lander på en samlet placering som nummer 23.
Verdensmål fire, hvor Aalborg Universitet altså overhaler alle andre universiteter, dækker over forskning inden for uddannelse og de muligheder, universiteterne har for læring gennem hele livet.
- Vi ser desuden på, hvordan de enkelte universiteter understøtter uddannelse i deres land, blandt andet i forhold til tilgængelighed af viden og uddannelse af næste generation af undervisere. Aalborg Universitet klarer sig fremragende på tværs af alle disse områder, siger Michael Caruana, Strategic Solutions Director ved Times Higher Education Impact.
Nummer ti inden for bæredygtig energi
Også når det gælder verdensmål 7, der omhandler bæredygtig energi, er Aalborg Universitet med helt i toppen og indtager en tiendeplads i verden på rankinglisten.
- Godt hver fjerde forsker på AAU beskæftiger sig med forskning inden for bæredygtig energi. Det er et enormt bidrag til den grønne omstilling, både i Danmark og i resten af verden, siger rektor Per Michael Johansen.
Sidste år lå Aalborg Universitet på 92.-pladsen på rankinglisten.